Professor: 'Coronavirus kan dybest set skade alle organer'

Nyt dansk studie skal klarlægge senfølger af coronavirus fem år frem.

Professor i infektionsmedicin Jens Lundgren fortæller, at der skal kigges på senfølger fem år frem i tiden. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Da vi allerførst stiftede bekendtskab med coronavirusset i begyndelsen af året lød meldingerne, at der blot var tale om en virus i luftvejene, der i værste fald kunne udvikle sig til en lungebetændelse.

Men siden er forskere verden over blevet klogere, og det viser sig, at virusset kan give store skader på længere sigt.

Ifølge Politiken viser en stor undersøgelse fra King’s College i London, England, blandt over 8.000 tidligere positive covid-smittede, at omkring 1 ud af 10 patienter er plaget af senfølger fra sygdommen i forskellig grad. Mange er påvirket i flere måneder efter, at selve sygdomsforløbet er overstået.

Rigshospitalet i København er overlæge og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren en af de førende på området i Danmark. Han fortæller, at et studie er på vej, hvor man vil kigge på senfølgerne hele fem år frem i tiden.

- I januar vidste vi, at virus sad i luftvejene og kunne give lungebetændelse, men det viste sig ud fra erfaringer i Europa og USA, at virus også kan lave skade på dybest set alle organer både i centralnervesystemet, hjertet, nyrerne og give nervebetændelse i arme og ben, siger Jens Lundgren til DR Nyheder.

Ikke kun alvorligt syge rammes

Det har vist sig, at folk bliver meget forskelligt ramt af coronavirus. Men det er ikke kun de patienter, der har været alvorligt syge af coronavirus, der har risiko for at få længerevarende skader.

- Det er måske forventeligt hos dem, der har været alvorligt syge og indlagt, men det kan også ske hos patienter, der ikke har haft behov for indlæggelse, men har været smittet. Nogen kan være syge i rigtig lang tid, siger Jens Lundgren.

I begyndelsen fulgte man de virusramte patienter i 28 dage, hvor man fik et indtryk af, hvordan patienterne kom sig. Nu bliver patienterne fulgt i op til i hvert fald tre måneder.

- Det er ikke virus, der er problemet, men den skade, virus giver kroppen. Så vi har forlænget opfølgningstiden for at kunne forstå og analysere langtidsfølgerne, siger Jens Lundgren.

Fem års opfølgning i nyt studie

Men tre måneder rækker ikke til at give alle svar. Så nu bliver der igangsat et studie med fem års opfølgning på coronapatienter.

- Vi vil være sikre på at forstå de længerevarende følger, siger Jens Lundgren.

Planen er at undersøge, hvordan man kan undgå følgevirkninger, eventuelt med medicin, under den akutte sygdom.

Kun 20 patienter var i fredags indlagt på danske hospitaler på grund af coronavirus. I uge 13 var tallet 589.

Og behandlingen af coronaramte patienter har gjort store fremskridt de seneste måneder.

Særligt to præparater har været effektive. Det ene er remdesivir, som er et flydende lægemiddel, som oprindeligt blev udviklet til at behandle leverbetændelsen hepatitis C.

Det bruges nu som standardbehandling af patienter, der har brug for ilt. Det andet middel er Dexamethason. Modsat Remdesivir virker Dexamethason bedst på patienter, der er meget syge.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk