Professor efter udbrud i Kolding: Mere genåbning 1. marts 'ser svært ud'

Kommune optrapper testindsats efter smitteudbrud på skoler og daginstitutioner.

Munkevængets Skole i Kolding, hvor der er registeret 36 smittede børn.

Smitteudbruddet i Kolding, der indtil videre har medført lukning af to skoler og otte daginstitutioner, bringer håbet om yderligere genåbninger 1. marts i fare.

Det siger professor i statistik ved Københavns Universitet Susanne Ditlevsen.

- Jeg synes, at det ser svært ud, og hvis der skal være flere genåbninger 1. marts, så skal de være meget små genåbninger, muligvis lokale, så det ikke er hele landet, siger hun.

På Munkevængets Skole i Kolding er der 42 smittede medarbejdere og elever, mens der på Brændkjærskolen er 27 smittede. Begge skoler holder lukket også efter vinterferien, der slutter på mandag. Otte daginstitutioner i byen er også lukket, efter at der er konstateret flere smittede.

Udbruddet med corona-varianten B117 har fået det lokale incidenstal til at stige, så der er nu er 214 smittede per 100.000 indbyggere. Kun Ishøj Kommune ligger højere.

- Jeg er da meget bekymret, når jeg ser det her i Kolding, men jeg tror, at det er lidt for tidligt at konkludere, hvorvidt den her åbning var for tidlig eller ej, siger Susanne Ditlevsen.

- Der bliver vi nødt til lige at vente en uges tid eller to. For det er klart, at hvis der kommer de her voldsomme udbrud mange steder, så bliver vi nok nødt til at lukke ned igen, men hvis det er et enkeltstående tilfælde, som vi kan håndtere, så kan det godt være, at vi stadigvæk kan styre det, siger hun.

Smitten startede blandt store elever

Ifølge børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune Michael Petterson er genåbningen for 0.-4.-klasserne dog ikke skyld i smitteudbruddet.

- Jeg tror ikke, vi har åbnet for tidligt, forstået på den måde, at smitten er startet ved de ældste børn. Det vil sige, at det var nogle af dem, der var i nødundervisningen inden, og ikke de mindste børn, som er dem, der er startet op for ganske nylig, fortæller han til DR.

Kommunen opfordrer nu til, at forældre i Kolding får deres børn helt ned til et-årsalderen testet.

- Vi har gjort det, at vi lige nu har intensiveret testindsatsen. Vi har opfodret alle i Kolding, både ansatte og børn, til at blive testet igen. Vi har bestilt ekstra testbiler, sådan at vi kan se, om der er nogle latente smittekilder derude, som vi kan få øje på, siger han.

Regner på genåbning

Alle har rettet blikket mod datoen 1. marts, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for to dage siden sagde til DR, at han håber, at "der bliver plads til en yderligere genåbning den 1. marts".

I øjeblikket regner regeringens faglige referencegruppe bestående af epidemiologer og andre eksperter på, hvilken betydning det vil have, hvis eksempelvis de store elever får lov til at vende tilbage til klasseværelserne.

For en yderligere genåbning sker kun, hvis smittetallene kan forsvare det, fastslog ministeren.

- De sidder og regner på det, for de er nødt til at afvente effekten af genåbningen for 0. til 4. klasse, før de kan sige, hvad der er plads til i næste etape.

'På vej mod lysere tider'

Netop smitteopsporingen kan blive afgørende for, at situationen i Kolding kommer under kontrol, vurderer professor Susanne Ditlevsen.

- Det er selvfølgelig voldsomt stort. Det er mange mennesker, men det er trods alt et lokalt udbrud, siger hun.

- Eftersom man hurtigt kan opspore, og man ved, hvem eleverne ser, og hvilke familier de er i, så er det nemmere at smitteopspore. Så kan man håbe på, at man kan få styr på et sådant udbrud, siger hun til DR.

Derfor er det også vigtigt, at eventuelle genåbninger sker i små etaper.

- Vi bliver nødt til at give det noget tid, hver gang vi laver en åbning, for at se, hvad der sker, siger hun, men afslutter med et drys optimisme:

- Og så skal vi jo bare vide, at vi er jo på vej mod lysere tider. Foråret kommer, og vaccinerne kommer. Det er bare ikke lige nu.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter