Professor efterlyser mere intensiv smitteopsporing: 'Med vores testkapacitet forstår jeg det ikke'

Vi bør bruge meget mere krudt på at opspore smittedes kontakter, mener virolog.

Danmark bør bruge flere ressourcer på at opspore coronasmittedes kontakter, mener professor. (Foto: © HENRY ROMERO, Scanpix)

Myndighederne bør kaste nettet meget bredere ud og bruge langt flere kræfter på at opspore de personer, der har været i kontakt med coronasmittede.

Sådan lyder den klare opfordring fra professor i virologi Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet på et tidspunkt, hvor smitten i Danmark stiger, og nye restriktioner er på vej.

Han mener, at vi bør skæve til Sydkorea, hvor myndighederne ifølge professoren i høj grad er lykkedes med at styrke deres smitteopsporingsindsats.

I Danmark er der en meget snæver definition af, hvad der er tætte kontakter, og hvem der skal kontaktes, når det konstateres, at en person er smittet, siger Allan Randrup Thomsen.

- En person skal have været inden for en meters afstand af den smittede i mere end 15 minutter. Det gør, at vi sammenlignet med andre lande har relativt få kontaktopsporede personer per smittet.

- Jeg mener, at man med god effekt kunne man kaste nettet bredere ud. Hvis der er et udbrud på en arbejdsplads, skal det ikke kun være den, der sidder over for den smittede, der skal testes. Det skal være alle, der har deres gang på den pågældende afdeling, siger professoren.

Professor: Vi har testkapaciteten

Studier fra Sydkorea viser, at coronavirus kan sprede sig mere end seks meter væk.

Den 8. marts blev der registreret en smittet person i et callcenter i en 19 etager høj bygning i hovedstaden, Seoul. Dagen efter lukkede bygningen ned, og alle blev testet.

Næsten halvdelen af medarbejderne i callcenteret på 11. etage viste sig at være smittet – i alt 94 ud af 216 medarbejdere.

Det viser ifølge Allan Randrup Thomsen, at det ikke nødvendigvis er nok at teste personer, der har været inden for en afstand af en meter af en smittet, som vi gør i Danmark nu.

- Da vi har testkapaciteten, forstår jeg ikke, at vi ikke gør det, siger han.

- Koreanerne lykkedes med at lukke en potentiel supersprederbegivenhed i et callcenter ned meget effektivt. Jeg tror, de testede omkring 1.000 mennesker i den forbindelse, så det kan lade sig gøre, siger Allan Randrup Thomsen.

Undersøgelser har også vist, at den nationale smitteopsporing i Sydkorea finder 79 kontakter pr. smittet, mens det i Danmark er 3,5 kontakter per smittet.

Allan Randrup Thomsen erkender, at det kræver enormt meget mandskab, hvis smitteopsporingsindsatsen skal styrkes.

- Men de omkostninger vejes op af, at vi ikke skal lukke samfundet mere ned. Det kan sagtens betale sig, siger professoren og henviser til, at de økonomiske vismænd også efterlyser mere effektiv smitteopsporing.

Sydkorea bruger flere ressourcer på at opspore smittedes kontakter. Her spadserer folk i hovedstaden Seoul. (Foto: © ED JONES, Scanpix)

De udgav forleden en stor rapport og skrev blandt andet, at "en effektiv smitteopsporing gør behovet for nedlukninger og andre dyre tiltag mindre".

Også Christian Wejse, som er epidemiolog og afdelingslæge i infektionsmedicin på Aarhus Universitet, har flere gange efterlyst, at der bliver brugt flere ressourcer på smitteopsporing.

Én meter er nok

Sundhedsstyrelsen har indtil videre ikke set nogen grund til at øge afstandskravet til mere end én meter i store kontorer, så længe folk har god hygiejne, hoster i ærmet og bliver hjemme, hvis de har symptomer.

Sundhedstyrelsen anbefaler stadig to meters afstand i særlige situationer. Eksempelvis på plejehjem, sygehuse og i små lukkede rum med dårlig udluftning som en kælder.

I onsdags udtalte direktøren i Styrelsen for Patiensikkerhed, Anette Lykke Petri, i P1 Orientering, at "vi udfylder de rammer og retningslinjer, vi har for smitteopsporing".

Hun sagde også, at det er svært at sammenligne smitteopsporingen i Danmark med andre lande.

- Når man sammenligner med andre lande, skal man sikre sig, at juraen er ens, at teststrategien er ens, og at retningslinjerne for nære kontakter er ens. Nogle steder går de en uge tilbage, men Sundhedsstyrelsen siger, at vi skal gå to dage tilbage, sagde Anette Lykke Petri.

De sidste fire måneder har Styrelsen for Patientsikkerhed været i kontakt med 13.900 smittede danskere. Derudover har de været i kontakt med 47.500 af deres nære kontakter.

Hvis smittede ikke svarer på det første opkald fra Styrelsen for Patiensikkerhed, får de yderligere to opkald, en sms og et brev i deres e-boks.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).