Professor: Forældre der ikke vaccinerer børnene er egoister

Det er ikke nok blot at informere om risikoen ved at undlade vaccination, vurderer professor i medicinsk etik, der efterlyser muligheden for at straffe forældre.

Mindst 95 procent af danskerne skal være vaccineret, hvis man skal forhindre smitsomme sygdomme som mæslinger i at sprede sig. (Foto: Lukas Schulze © Scanpix)

Det eneste der virker er en vaccinationspligt, hvis vi skal undgå en ny epidemi med mæslinger.

Nogenlunde sådan lyder vurderingen fra Thomas Søbirk Petersen, der er professor i medicinsk etik på Roskilde universitet.

Han henviser til, at information om vaccinen ikke har øget tilslutningsgraden i andre lande som i eksempelvis Holland.

Tvang er vejen frem

Derfor er det nødvendigt at bruge lovgivningsapparatet, hvis Danmark skal nå en tilslutningsgrad på 95 procent for MFR-vaccinen, som verdenssundhedsorganisationen WHO har som erklæret mål.

- Vi kan se fra undersøgelser i Holland, hvor de har satset massivt på netop oplysning og den gode vilje, at de heller ikke formår at få de sidste med, siger han.

- Der er ved at tegne sig et billede af, at vi er nødt til at tvinge de sidste. Og det er jeg sådan set ikke afvisende over for. I Danmark straffer vi mennesker, der påfører andre skade. Det samme kan de her mennesker (der ikke lader sine børn vaccinere, red.) potentielt komme til, siger Thomas Søbirk Petersen til DR Nyheder.

Professoren mener, at det er usolidarisk, hvis forældrene ikke vaccinerer børnene.

- Der er noget egoistisk i det. De folk, der ikke lader deres børn vaccinere, de nyder godt af, at alle andre børn er vaccineret – og på den måde får de ikke selv eller deres børn de her sygdomme, siger han.

Vaccine har reddet millioner af børneliv

Det anslås, at omkring 87 procent af alle børn i dag har fået både MFR-vaccine 1 og 2. Efter et stort mæslingeudbrud i Berlin tidligere i år blussede debatten atter op herhjemme og i en ny måling, som Epinion har lavet for DR Nyheder, svaret tre ud af fire, at de mener, vaccinen skal være obligatorisk.

Thomas Søbirk Petersen hæfter sig ved, at indførelsen af vaccinen har reddet millioner af menneskeliv på verdensplan. Inden vaccinationsprogrammerne blev indført i starten af 1980'erne døde over 2,5 millioner - primært børn - hvert eneste år af mæslinger.

Derfor mener han også, at argumenterne for at straffe forældre, der ikke vil vaccinere deres børn, er tungtvejende.

- En god grund for at straffe, det er jo at prøve at forhindre, at folk de skader andre - og det mener jeg, man gør. Man skader andre hvis man undlader at vaccinere sit barn - så udsætter man andre for en alvorlig risiko.

Belgien er gået forrest

Særligt tre grupper undlader i dag at lade deres børn vaccinere ifølge Thomas Søbirk Petersen. Dels gruppen, der afviser vaccinationen af religiøse årsager, dels en gruppe af forældre, der politisk er imod, at staten skal blande sig - og sidst men ikke mindst en gruppe af forældre, der mener, det er farligt at lade sig vaccinere.

Hvilken form for straf, der skal være forbundet med ikke at overholde en vaccinationspligt, er dog svært for Thomas Søbirk Petersen at vurdere. Indtil videre er det nemlig småt med forskning, der kan belyse effekten af sådanne sanktioner.

- Vi må så se på lande som Belgien, der har bødestraf og fængselsstraf, hvis man ikke vaccinerer sit barn mod polio, for at se, hvordan det er gået der.

Facebook
Twitter