Professor: Forkvaklet tilgang til offentlige chef-bonusser

Det er ikke usædvanligt, at chefer i det offentlige får bonusser på trods af dårlige resultater.

- Det er ofte sådan, at man bruger bonusser som et skjult løntillæg. Det er ikke usædvanligt, at man giver bonusser, selvom resultaterne ikke er derefter. Det er et udtryk for, at hele det her system er råddent og hyklerisk, siger professor Kurt Klaudi Klausen. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Flere trafikordførere på Christiansborg er uforstående over for, at chefen for Banedanmarks udskældte signalprogram har fået en resultatbonus på 100.000 kroner til trods for, at programmet gentagne gange er blevet forsinket og har fået kritik af Rigsrevisionen.

Men rent faktisk er der ikke noget unormalt i, at chefer og ledere i det offentlige får store bonusser, selv om de ikke lever op til deres målkrav.

Det fortæller Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og styring ved Statskundskab på Syddansk Universitet.

- Det er ofte sådan, at man bruger bonusser som et skjult løntillæg. Det er ikke usædvanligt, at man giver bonusser, selvom resultaterne ikke er derefter. Det er et udtryk for, at hele det her system er råddent og hyklerisk, siger han. Han udtaler sig ikke om den konkrete sag, men generelt om chef-bonusser i det offentlige.

Den mest harske kritik af bonussen til Banedanmark-chefen fra Christiansborg kommer fra Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen, der kalder kulturen i Banedanmark pilrådden.

- Man kan jo sige, at han ikke ligefrem har løst sin opgave. Det, at han ligefrem skal honoreres for det og have ekstra løn, viser, hvor pilråddent det er i Banedanmark, siger han.

Bonusser grebet ud i luften

DR Nyheder har de seneste måneder berettet om flere tilfælde i de danske kommuner, hvor kommunaldirektører har fået såkaldte åremålskontrakter. Det er en tidsbegrænset kontrakt, hvor de derfor kompenseres med op til 30 procent mere i løn.

Samtidig blev mange af kommunale chefer kompenseret økonomisk ved at få en fratrædelsesgodtgørelse, når de havde siddet perioden ud.

I de langt de fleste tilfælde er de kommunale chefer dog straks blevet genansat, efter at deres kontrakt løb ud, viste en gennemgang DR Dokumentar lavede i oktober.

Ifølge professor Kurt Klaudi Klausen er der talrige eksempler i det offentlige på kontrakter, der er bundet op på for eksempel bonusser.

Han forklarer, at meningen med kontrakterne er, at de skal få chefer og ledere til at anstrenge sig mere for at opnå deres mål.

- Men ofte når de langt fra deres mål og får bonus alligevel. Vi ser ofte, at cheferne kan få udbetalt noget af bonussen uden at være i nærheden af at præstere. Det er fuldstændig grebet ud i luften, hvordan man tildeler bonusser, siger professoren og fortsætter:

- Set udefra er det moralsk forkasteligt. Det er svært at se, at man skal tildele en bonus til en leder, som ikke har opfyldt, det som kræves.

Banedanmark har ikke ønsket at stille op til interview om bonussen til den ansvarlige for signalprogrammet. I et skriftligt svar oplyser de dog blandt andet, at tildelingen af bonussen er sket, fordi programdirektøren har skulle sætte sig ind i et "ekstremt kompliceret program "som har været meget i offentlighedens søgelys".

Både Socialdemokratiet og de Radikales transportordførere vil stille spørgsmål om sagen til transportminister Ole Birk Olesen (LA) om sagen. Ministeren har ikke selv ønsket at kommentere sagen over for DR Nyheder.

Facebook
Twitter