Professor fra Københavns Universitet tiltalt for spionage

En 49-årig professor fra KU er tiltalt for spionage ved at have hjulpet den russiske efterretningstjeneste.

Sponanklaget professor (© Scanpix)

En 49-årig professor fra Københavns Universitet mistænkes for at have hjulpet russiske spioner i Danmark og er i dybeste hemmelighed blevet anholdt og tiltalt for overtrædelse af Straffelovens paragraf 108, også kaldet "den milde spionparagraf".

Det skriver Weekendavisen fredag.

Paragraffen tager sigte på personer, der - uden direkte at have afsløret statshemmeligheder - har hjulpet et fremmed efterretningsvæsen til at kunne operere i Danmark.

Er nu suspenderet

Sagen drejer sig om den finsk fødte Timo Kivimäki, der siden 1999 har været ansat på Københavns Universitet, hvorfra han nu er suspenderet.

Ifølge Weekendavisen lyder anklagen på, at Timo Kivimäki under møder med i alt fire russiske agenter har leveret sikkerhedspolitiske vurderinger og informationer, som har været af interesse for den russiske efterretningstjeneste.

Han skulle endvidere have udleveret navne og oplysninger om personer i Danmark, som efterretningstjenesten kunne være interesseret i.

Nægter sig skyldig

Efter flere års overvågning blev Kivimäki den 8. september 2010 anholdt af Politiets Efterretningstjeneste (PET), og der er nu rejst tiltale mod ham ved Retten i Glostrup.

Kivimäki nægter sig skyldig i alle anklager.

Sagen mod Timo Kivimäki er enestående i Danmark. Dog blev forfatteren Arne Herløv Petersen i 1981 tiltalt efter samme paragraf, men tiltalen blev senere frafaldet.

- Sagen er exceptionel, siger statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Omegn, Gyrithe Ulrich, til Weekendavisen.

Facebook
Twitter