Professor i ernæring: Spis lokalt og i sæson, hvis du vil være klimavenlig

Køb lokalt og tænk i sæsonens frugt og grønt. Sådan lyder det fra professor i ernæring, når du skal finde lidt sødt til fredag aften.

Vil du spise klimavenligt, skal du gå efter lokale varer og droppe chokolade og kaffe. Sådan lyder det fra Susanne Gjeldsted Bügel, professor i ernæring (Morten Fogde Christensen)

Fjernsynet er tændt. Chokoladepladen er knækket op i små firkanter, og kruset er fyldt op med varm kaffe.

Men måske burde hyggeaftenen se anderledes ud, hvis man skal være mere klimabevist.

For kaffe kommer langvejs fra og kræver store arealer til dyrkning, og især arealforbruget sætter et aftryk på klimaet. Sådan lyder det fra Henrik Wenzel, der er professor ved Institut for Kemi-, Biologi- og Miljøteknologi.

- Kaffen i sig selv er ikke et problem, og den lange transportvej i skib er såmænd heller ikke, men det er plantagens areal. Alt, der efterspørger areal, er i princippet et problem. For jo større behov for dyrkningsareal, vi har, jo mere er der nogle, der skal trænge ind i skoven og fælde træerne, siger han og tilføjer, at det samme gælder for kakaobønner, som bruges til chokolade.

Men vil man holde fast i lidt sødt om aftenen, kan man ifølge Susanne Gjedsted Bügel, der er professor i ernæring ved Københavns Universitet, bytte produkterne ud med danske bær, nødder og frugter.

- En sund snack er frugt, bær og nødder, som er produceret lokalt, siger hun.

Klimavenlig kost hele dagen

Hvis du vil spise klimavenligt hele dagen, foreslår Susanne Gjedsted Bügel en kostplan, der også bygger på den lokale tankegang.

Morgenmaden kan være grovvalsede havregryn med mælk og æbler, frokosten kan stå på rugbrød med kartofler, radisser og en klat mayonnaise, og til aften kan du spise en frikadelle - og kun en - med salat til.

Som fredagssnack kan du slutte dagen med et stykke knækbrød, bær, nødder og marmelader.

Så har du ifølge Susanne Gjedsted Bügel spist klimavenligt. Men som hun selv siger, skal der også være plads til at trække vejret og spise de søde sager. Det skal bare ikke være til hverdag.

- Hvis vi tænker de eksotiske ting som noget, vi får til fest, tror jeg, det er et godt udgangspunkt, siger hun.

Susanne Gjedsted Bügel argumenterer også for, at hvis vi følger de almindelige kostråd, er vi et godt stykke vej hen mod en mere klimavenlig kost.

Rettelse: I artiklen blev der tidligere omtalt en rapport fra Aarhus Universitet, der handlede om klimabelastningen fra oksekød sammenlignet med nydelsesmidler. Universitetet trak den 2. september denne rapport tilbage, og derfor er afsnittene omhandlende rapporten også blevet slettet. Derudover er der tilføjet citater med Henrik Wenzel.