Professor i psykiatri efter skyderiet i Field's: Vi skylder ofrene og de pårørende at lære det maksimale

Eksperter ønsker en "havarikommission", der kan undersøge sager, hvor psykisk syge har begået kriminalitet.

Der lægges lys og blomster foran storcenteret Field's. (Foto: Philip Davali)

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Hans udmelding kommer i kølvandet af skyderiet i Fields, hvor tre personer blev dræbt og syv blev såret – heraf fire alvorligt.

Ifølge politiet er den mistænkte 22-årige kendt i psykiatrien, og han blev i går varetægtsfængslet i surrogat. Det vil sige varetægtsfængslet på en lukket psykiatrisk afdeling i stedet for i et fængsel.

Detaljer om hans forhistorie i psykiatrien er dog endnu ikke kendt.

- Der er alle mulige gætterier, man kan gøre sig: Var den pågældende gerningsmand psykisk syg? Har han været i psykiatrien? Bad han om hjælp, men blev ikke forstået? siger Poul Videbech.

- Derfor er det vigtigt at lave en grundig undersøgelse af, hvad der er gået forud for hændelsen. Af hensyn til ofrene, de efterladte - og sådan set også alle os andre, så bliver vi nødt til at lære det maksimale af sådan en forfærdelig historie, siger han.

Undersøgelser skal være offentlige

Det samme mener Gitte Ahle, der er retspsykiater og tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Hun understreger, at hun ikke taler om den konkrete hændelse i Field's, men generelt om psykisk syges kriminalitet.

- Jeg er enig i, at når psykisk syge begår alvorlig kriminalitet, skal der laves en kulegravning af, hvordan de er blevet behandlet op til, og om det kunne have været gjort bedre, siger hun.

Der bliver på enkelte psykiatriske centre lavet analyser af hændelser, men ifølge Gitte Ahle bør de foregå på en anden måde.

- Man bør systematisere det og gøre analyserne offentlige, for jeg synes, at alle har krav på at vide, hvad der foregår, siger hun.

Ud over at den formodede gerningsmand var kendt i psykiatrien, bekræftede flere kilder i går over for DR, at den 22-årige mand kort inden skyderiet havde forsøgt at kontakte en kriselinje. Det lykkedes dog ikke.

Politet har dog endnu ikke ville kommentere oplysningerne. Og det er stadig uvist, hvad motivet for drabene er.

I aften bliver der holdt en mindehøjtidelighed for ofrene og deres pårørende og andre, der er berørt af situationen, ved Field's. (Foto: ANNEGRET HILSE © Ritzau Scanpix)

Presset psykiatri

Det er således ikke sikkert, at fejl og mangler i det psykiatriske system har spillet en rolle. Men ifølge Poul Videbech er psykiatrien presset og har været det længe.

Han henviser til, at der ikke er nok sengepladser, og at psykiatere ad flere omgange har fortalt, at de ofte er tvunget til at udskrive patienter for tidligt for at få plads til nye.

- Psykiatrien er i knæ simpelthen. Det gør, at risikoen selvfølgelig stiger for, at en person, som henvender sig og beder om hjælp, ikke får det, siger han.

- Jeg ved ikke, om det er sådan i den aktuelle sag. Det er slet ikke sikkert, men sådan noget må man undersøge. For det kan levere argumenter for, at der er nogle ting, vi skal forbedre, så det ikke sker igen, siger han.

For langsomt

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

Hun tror ikke, at billedet har ændret sig i dag. For selv om der siden er lagt større planer for forbedringer i psykiatrien, er de endnu ikke blevet før ud i livet.

- Det går alt, alt, alt for langsomt. Jeg vil vove at påstå, at jeg ville kunne lave samme undersøgelse med samme resultater i dag, siger Gitte Ahle, som igen understreger, at hun ikke taler ud fra skyderiet i Field's.

- Da vi lavede undersøgelsen i 2019, følte vi, at vi skulle skynde os at offentliggøre den. Vi synes ikke, at vi kunne sidde med den viden. Det er jo alvorligt, når man sidder med viden, der kan hjælpe til at undgå drab og drabsforsøg, siger hun.

Statsminister Mette Frederiksen sagde i går sådan her, da hun blev spurgt på et pressemøde, om det gav anledning til at kigge på psykiatrien:

- Der vil helt naturligt opstå nogle helt relevante diskussioner. Vi hører det allerede nu i forhold til de våben, der har været brugt. Potentielt i forhold til psykiatrien.