Professor om Femern-godkendelse: Glædeligt nyt - men retssager på vej

De tyske myndigheders godkendelse er en milepæl for Femern-projektet, men der venter lange retssager forude, fastslår professor.

Femern-forbindelsen skal bestå af en cirka 18 kilometer lang sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Det storstilede Femern-projekt, der skal munde ud i en 18 kilometer lang tunnel fra Rødbyhavn til Puttgarden i Tyskland, er kommet et skridt nærmere en realisering.

I hvert fald har de tyske myndigheder i delstaten Slesvig-Holsten meddelt, at de er klar til at skrive under på en godkendelse.

Det grønne lys fra de tyske myndigheder er en afgørende milepæl for projektet, der har været længe undervejs, fastslår Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Det er en glædelig nyhed for hele projektet. Hele projektet har været omgærdet med en del usikkerhed, og der har været mindre fordyrelser og forsinkelser undervejs. Når man har godkendelsen, så kan man komme i gang, siger professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet til DR Nyheder.

Han understreger også, at det økonomisk set er vigtigt, at projektet ikke bliver trukket yderligere i langdrag.

Alligevel mener professoren, at der kommer til at gå et stykke tid, før de første reelle spadestik bliver taget.

Det skyldes blandt andet, at der ventes at komme flere retssager i Tyskland om miljømæssige forhold.

- Der er en række miljøorganisationer, som ikke synes, det er en god idé, fordi de mener, at projektet har nogle meget skadelige konsekvenser for dyrelivet og naturen i området, siger professoren og tilføjer:

- Det er sandsynligt, at man kommer i gang på et tidspunkt, men om der går et, to eller fem år, kan vi ikke vide.

Minister: Klar i 2028

Derimod er meldingen fra transportminister Ole Birk Olesen (LA) mere konkret:

- Sådan en godkendelse resulterer altid i, at man får lov til at bygge. Det betyder, at vi i 2028 vil kunne have en fast forbindelse fra Sjælland til Tyskland, sådan at danske borgere og virksomheder kan komme hurtigt ud i Europa, og tyskere og andre europæere kan komme hurtigt til Sjælland og København, siger transportminister Ole Birk Olesen.

Han mener, at forbindelsen vil skabe en langt bedre sammenhængskraft mellem Danmark og Tyskland.

- Vi får en ny mobilitet, så vi kan udveksle varer, turister og arbejdskraft, og det hele bliver meget nemmere.

Professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet tvivler dog på, at projektet kan stå færdigt i 2028.

- Hvis jeg skulle indgå et væddemål, så tror jeg, at jeg ville være villig til at satse et ret stort beløb på, at man ikke bliver færdig i 2028. Der er en endelig igangsættelse, som afventer retssager, så det har lange udsigter. Men man har snuden i sporet, siger Per Nikolaj Bukh.