Professor om Friis Bach og Dansk Flygtningehjælp: Noget må være gået galt

Men trods fyringen vil den tidligere minister ikke få svært ved at finde sit næste topjob.

Christian Friis Bach er fyret fra posten som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp efter halvandet år på posten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tidligere i dag meddelte Dansk Flygtningehjælp, at organisationens generalsekretær, Christian Friis Bach, fratræder med øjeblikkelig virkning.

Et enigt forretningsudvalg havde ifølge en pressemeddelelse besluttet, at der var brug for en anden ledelsesprofil 'til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer'.

I et facebookopslag kalder Christian Friis Bach selv afskeden en fyring og beklager, at han ikke har fået 'alle til at stå sammen' i en periode, som han betegner som 'en tid med store udfordringer'.

Friis Bach, der har en fortid som udviklingsminister for Radikale Venstre i Helle Thorning-Schmidts regering, tiltrådte posten i Dansk Flygtningehjælp 1. november 2017. Han bestred den altså mindre end halvandet år - en varighed, der står i kontrast til forgængeren Andreas Kamm, som repræsenterede Flygtningehjælpen i næsten tyve år.

Noget må være gået galt

Anders Drejer er professor i strategi og forretningsudvikling ved Aalborg Universitet. Han blev overrasket, da han læste om fyringen.

- Et eller andet må være gået galt, når man bliver fyret efter kun halvandet år.

- Set udefra virker det, som om Friis Bach har gjort det godt. Men det må have haltet på de indre linjer.

Når professoren sammenholder den nu fyrede generalsekretærs cv med posten i Dansk Flygtningehjælp, ser han kun et imponerende sammenfald. Alligevel har der åbenbart været tale om et mismatch i forhold til de forventninger, der var til Christian Friis Bachs evner i det daglige arbejde.

- Der hvor det kan være gået galt, er i det, jeg kalder ledelse i det små. Nu spekulerer jeg helt vildt, men han kan have fået sine medarbejdere imod sig.

- Som jeg læser det, har han skullet gennemføre nogle forandringer i organisationen, og hvis medarbejderne ikke har villet eller kunnet det, er det stadig lederens ansvar. Ligesom på et fodboldhold er det nemmere at fyre træneren end at skifte holdet ud - og paradoksalt virker det nogle gange.

Usædvanligt lidt i fratrædelse

Ifølge ansættelseskontrakten, som er offentlig tilgængelig, får Christian Friis Bach fem måneders løn plus pension med sig. Hans månedsløn var 81.560 kr., og han fik 17,1 procent i pension. De fem måneder svarer derfor til 477.533,90 kroner.

- Det er i virkeligheden usædvanligt lidt i forhold til den post, som han har haft. I dag får topchefer som regel et til to års løn med sig, fordi de har et job med en indbygget risiko for, at de bliver fyret, fastslår Anders Drejer.

Han ser gode muligheder for, at Christian Friis Bach måske snart lander et tilsvarende topjob.

- Det fuldstændig aftabuiseret at blive fyret i dag. Som det fremgår af facebook-opslaget, er han kommet ud af jobbet på en måde, som han kan acceptere. Det giver ham ikke engang en plet på hans cv.

- Men måske vil han ved sin næste jobsamtale fastslå, at han skal være en forretningsudviklende visionær leder, som så skal have en 'indenrigsminister' til den interne ledelse, siger Anders Drejer.

Facebook
Twitter