Professor om studenterkørsel: 'Det er ikke det, der kommer til at udbrede epidemien'

Det er ikke enkeltstående begivenheder som studenterkørsel, der kommer til at få læsset til at vælte, mener virolog.

Undervisningsministeren har bedt myndighederne regne på, om det forsvarligt kan lade sig gøre at gennemføre studenterkørsler. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hvis man ellers kan tale om værdighed, når snakken falder på en gymnasieafslutning, der indebærer at køre i hestevogn eller på ladet af en lastbil, mens man hælder øl indenbords, bliver udsigten til en værdig afslutning for afgangseleverne lysere og lysere.

I hvert fald har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) åbnet en dør godt på klem for, at den traditionsrige vognkørsel kan blive gennemført.

Og umiddelbart ser Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, ikke de store smittemæssige farer ved at gennemføre festlighederne.

- Under den her genåbning af samfundet, er der en masse specifikke cases. Det er ikke dem, der hverken kommer til at inddæmme eller udbrede epidemien, siger han.

Undervisningsministeren understreger, at hun vil have beregninger fra sundhedsmyndighederne, før hun kan sige til de afsluttende gymnasieelever, at de kan give los.

- Vi skal jo have sundhedsmyndighederne til at vurdere det. Men jeg vil sige det sådan, at de smittevurderinger, der har været over de sidste dage, er jo virkelig positive, lød det fra ministeren i går.

Selv hvis studenterkørslen skulle vise sig at være på kanten af, hvad sundhedsmyndighederne kan anbefale, mener Søren Riis Paludan godt, at de vil kunne lade sig gøre uden at vælte læsset.

- Hvis det er på grænsen til, at der er mulighed for at gøre det, så synes jeg godt, at man kan gøre det ved sådan nogle ting, siger han og tilføjer:

- Det er mere de der faste hverdagsting, der kører 24/7, man skal have øje på under genåbningen.

Varmt emne blandt politikere

Netop studenterkørslen har været et varmt emne blandt landets politikere, og det var også et af temaerne under gårsdagens partilederdebat.

Op til den luftede flere partiledere, at de gerne vil lade studenterne fejre sig selv og hinanden på ladet af en vogn.

- Det håber jeg virkelig for alle jer, der skal være studenter. Det er en helt særlig dag, og holder vi smittetrykket nede, skal I nok kunne blive fejret. Forhåbentlig også i studentervogn, lød det fra partiformand for Konservative, Søren Pape Poulsen.

Liberal Alliance vil ligeledes gerne kunne give de afgående gymnasieelever den vogntur, de også selv mener, at de fortjener.

- De unge har i det hele taget bragt mange ofre i forhold til et normalt ungdomsliv, hvor det sociale er det allervigtigste, og hvor det at mødes med vennerne er det, der fylder og betyder allermest, siger partiformand Alex Vanopslagh.

Enhedslisten og Radikale Venstre under dem det samme, men understreger samtidig, at det skal ske på en sundhedsforsvarlig måde og med retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

Det samme mener Alternativets Josephine Fock, der dog ikke lige umiddelbart kan se promille, afstand og håndhygiejne gå hånd i hånd.

- Jeg vil rigtig gerne kunne give studenterne den oplevelse. Men det kræver, at de siger nej til at indtage alkohol, så de på hele turen kan formå at bevare afstands- og hygiejnekravene.

Ordfører for alt i Alternativet, Torsten Gejl, præciserer dog, at han gerne ser druk på vognturen.

Det har også fået Josephine Fock til at understrege, at det alkoholfri forslag blot var et alternativ, hvis sundhedsmyndighederne ikke kunne anbefale mangel på balance på vognen.

Facebook
Twitter