Professor: Risiko for at svin kan udløse ny pandemi

Svin har tidligere været årsag til en pandemi, og det kan ske igen, vurderer professor.

I 2009 blev patienter, der var smittet med svineinfluenza, indlagt på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Der er en vis sandsynlighed for, at den næste pandemi kan blive udløst af virus hos svin, siger Lars Erik Larsen, professor i veterinær biologi ved Københavns Universitet.

Baggrunden er, at forskere fra Nottingham University i Storbritannien har fundet en ny type virus i kinesiske svin.

Der er også fundet

antistoffer
hos slagteriarbejdere efter virusset, der har fået navnet G4 EA H1 N1.

- Vi er godt klar over, at der er en risiko for, at virus hos svin har potentiale til at smitte til mennesker, siger Lars Erik Larsen.

Ældre var immune i 2009

Det var netop, hvad der skete i 2009, da vi med svineinfluenzaen havde den seneste pandemi. Den brød ud i Mexico.

Men virus var mindre dødelig end først antaget, da flere ældre borgere var immune over for det.

Virus lignede en forgænger, der cirkulerede 30 år tilbage. Derfor var der oparbejdet en vis immunitet.

Situationen er ifølge Lars Erik Larsen en anden med det nye virus, som forskere fra det britiske universitet har opdaget.

Ingen har immunitet over for virus

- Det foruroligende er, at det her virus har overfladeproteiner, som vi ikke ser hos mennesker. Det betyder, at mennesker ikke har immunitet over for det. Så hvis det begynder at sprede sig fra menneske til menneske, så vil det formentlig kunne udvikle sig til en ny pandemi, siger Lars Erik Larsen.

Verdenssundhedsorganisationen

WHO
deler vurderingen af, at den nye type virus har potentiale til at udvikle sig til en pandemi.

Organisationen har bebudet, at den 'meget omhyggeligt vil studere' det britiske studie.

Svin kan ifølge Lars Erik Larsen være bærere af et hav af forskellige typer af influenzavirus.

Et nyt forskningsprojekt, som han medvirker i, skal belyse, hvornår et virus hos svin har potentiale til at kunne smitte mennesker.

Skal kunne lave en risikovurdering

- Formålet med projektet er at udvikle markører, der gør os i stand til at lave en risikovurdering.

- Så når vi står med et nyt virus, kan vi lave en vurdering af sandsynligheden af, at det kan blive en ny pandemi.

- Det kan jo ikke nytte, at vi råber 'ulven kommer' hver gang.

/ritzau/

Facebook
Twitter