Prognose: Der vil mangle 5.500 læger om 20 år

En prognose fra Yngre Læger, der har vurderet efterspørgslen på læger, konkluderer, at der vil mangLe 5.500 læger i 2020.

For første gang er det undersøgt, hvordan antallet af læger passer med behovet. (© DR)

Om 20 år vil der mangle 5.500 læger i forhold til behovet for lægehjælp. Sådan lyder konklusionen fra Yngre Læger i en prognose, der vurderer efterspørgslen på læger, skriver Politiken.

Hidtil har Sundhedsstyrelsen kun vurderet, hvor mange læger vi får i fremtiden - ikke om antallet passer med behovet for lægehjælp.

- Vi bør handle nu, hvis vi ikke skal stå i en situation, hvor vi mangler læger til at behandle syge borgere. Ventelisterne vil vokse markant, siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, til Politiken onsdag.

Venteti på nogle specialer og områder

I 2012 kunne lægerne håndtere 93 procent af vores efterspørgsel på lægelig arbejdskraft. Derfor er der ventetid inden for visse lægelige specialer og områder i landet. Ifølge den nye prognose vil lægerne om 20 år kun kunne håndtere 83 procent af efterspørgslen.

Yngre Læger ønsker et markant øget optag på medicinstudiet, ligesom der skal uddannes flere speciallæger på hospitalerne for ikke at risikere øget ulighed i adgangen til behandling.

Ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, står Danmark i en vanskelig situation de næste årtier. Andelen af ældre vil vokse markant, mens antallet af erhvervsaktive, der via skatten skal finansiere det øgede behandlings- og plejebehov, vil 'falde betydeligt'.

Ministre vil se på sagen

- Snævert sundhedsmæssigt betragtet vil et øget optag på medicinstudiet ikke være en dårlig idé. Men anlægger du en bredere samfundsøkonomisk betragtning, er det måske ikke en så indlysende god idé, siger han til avisen.

Både uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og sundhedsminister Nick Hækkerup vil se på sagen.

/ritzau/

Facebook
Twitter