Projekt tager livtag med den svære samtale: 92-årige Jytte skal tage stilling til, hvordan hun gerne vil dø

Danske Regioner ønsker nu, at projektet udbredes til hele landet.

92-årige Jytte Munch Lauritzen synes ikke, at det at tale om døden er specielt svært. Selvom hun er rimelig afklaret, er det alligevel en god idé at tage samtalen, synes hun.

- Jytte, når den tid engang kommer, har du så gjort dig nogle tanker om, hvad du godt kunne tænke dig?

- Ja, jeg vil helst, det skal være så stilfærdigt og udramatisk som muligt. Gerne i pæne omgivelser. De fleste af os har jo nok en drøm om, at det nemmeste ville være, hvis man lagde sig til at sove, og lod være med at vågne igen.

Sådan starter samtalen mellem 92-årige Jytte Munch Lauritzen og sosu-assistent Søs Pedersen. De skal tale om, hvordan Jytte Munch Lauritzen gerne vil herfra.

Samtalen er en del af projektet ”Livets Afslutning”, der er et samarbejde mellem Silkeborg, Viborg og Skive Kommuner, Hospitalsenhed Midt, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og praktiserende læger.

Der er blevet gennemført mere end 1.000 samtaler som denne siden november 2021, og formålet er at sætte fokus på borgernes ønsker til døden. Det handler både om, hvor borgerne fysisk gerne vil være, når de dør, men også en række andre faktorer, som for eksempel om man ønsker at blive genoplivet ved hjertestop.

Projektet har været en så stor succes, at Danske Regioner nu ønsker at udbrede metoden til hele landet.

Danske Regioner ønsker landsdækkende indsats

Sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling, kalder samtalen en forventningsafstemning, som alle, der står foran livets afslutning, bør have ret til.

- Vi ved, at ønsket er til stede over hele landet. De fremragende resultater gør, at vi her fra Danske Regioner siger, at det må udbredes til hele landet, siger Erik Jylling og bemærker, at der vil være behov for en lokal tilpasning, da der findes initiativer, der ligner.

Erik Jylling peger på, at undersøgelser tidligere har vist, at langt de fleste mennesker ønsker at dø hjemme, men at det bestemt ikke altid er sådan, det i praksis ender med at ske. Og at samfundet ikke skal udsætte borgere for ”uønsket overbehandling”, hvis borgeren ikke ønsker det.

- Der er en tilbøjelighed til, at systemet gerne vil fokusere på overlevelse, men patientens perspektiv kan være et andet. Måske er det vigtigste for borgeren at slippe for bivirkninger, at være klar i hovedet til det sidste og at kunne tage ordentlig afsked, siger han og fortsætter:

- Det helt fundamentale er at få afklaret ønskerne og få lavet en slags kontrakt mellem borgeren og systemet, altså læge, hospital, og kommunal hjemmepleje, så man sikrer, at det kommer til at foregå, som vi har aftalt. Og det er det, vi rigtig gerne vil have rundt i landet.

Erik Jylling understreger, at det ikke er en økonomisk gevinst, der er målet ved at udbrede samtalerne til hele landet.

Det kan også lyde som en spareøvelse, at man får folk til at fravælge nogle dyre behandlinger?

- Vi har faktisk ikke økonomi på det her. Jeg er ikke overbevist om, at der er en besparelse i det bortset fra, at der kan være en reduktion af udgifter til dyre behandlinger, man kan være tilbøjelig til at give, som patienten nu siger nej til. Men det er ikke målet i sig selv. Målet er at få en bedre overensstemmelse mellem, hvad borgerne ønsker og det, systemet leverer.

Kommune: Vi var ikke gode nok

Projektet har kørt i knap tre år, hvor man de første to år indsamlede viden og fandt ud af, at der manglede fokus på livets afslutning.

- Hovedkonklusionen var, at vi alt for ofte ikke fik efterlevet borgernes ønsker, siger Maila Tandrup, omsorgschef i Viborg Kommune.

Maila Tandrup erkender, at Viborg Kommune tidligere ikke var god nok til at sikre sig, at borgerne kom herfra på den måde, de ønskede.

Hvis der er behov for det her projekt, betyder det så, at I ikke gjorde det godt nok før?

- Ja. I alt for mange tilfælde fik vi ikke efterlevet borgenes ønske. Fordi vi ikke havde spurgt, fordi vi ikke havde kompetencer og viden. Vi fik overbehandlet, folk døde i en scanner eller blev forsøgt genoplivet, når de ikke ville. Det har vi et stort medansvar for, men det har vi også som samfund.

Hun mener, at det er vigtigt, at der bliver sat ord på de tanker, borgerne går med.

- Vi kan ikke opfylde alle ønsker, men vi kan sørge for, at det bliver så god en afslutning som muligt. Det, vi giver tiden til, er, at borgerne kan udtrykke sig.

Jytte: Det er vigtigt at få det sagt nu

Hos Jytte Munch Lauritzen i Viborg er den samtale, der for nogle måske vil være svær, ved at være overstået. Men Jytte Munch Lauritzen synes nu ikke, det har været specielt vanskeligt at skulle forholde sig til den død, der, som hun siger, kommer til os alle.

- Jeg tror, vi er rimelig afklarede. Men derfor er det måske alligevel godt en gang imellem at få nogle ting rykket op til overfladen. Så det gik vældig fint. Og det er rart, at dem, der kommer her hver dag, ved, hvordan de skal forholde sig.

Du er jo temmelig frisk. Synes du ikke, det er for tidligt at skulle snakke om døden?

- Nej, jeg er trods alt 92 år. Der kan man jo forvente, at tingene kan ændre sig i løbet af et splitsekund. Det er altid godt at vide besked. Og det ved vi nu.

Nogle af de ting, der kom ud af samtalen, var blandt andet, at det nu står indført i Jytte Munch Lauritzens journal, at hun ikke ønsker genoplivning.

- Hvis du havde spurgt mig for 40 år siden, havde jeg nok sagt, jeg gerne ville genoplives, men med den alder jeg har nu, synes jeg, det vil være lidt spild af tid, siger Jytte og griner lidt.

Det er også blevet noteret, at hun godt kan lide at lytte til Chopin eller Mozart. Det er ligeledes vigtigt for Jytte Munch Lauritzen, at det sprog, der bliver brugt, er ligefremt. Hun bryder sig ikke om formuleringer som at ”gå bort” eller ”at stille træskoene”.

Under samtalen blev der også spurgt ind til, om Jytte Munch Lauritzen ønsker besøg af en præst, men det har hun ikke noget behov for. Og endeligt vil hun helst dø hjemme hos sig selv, hvis det ellers kan lade sig gøre.

- Det er vigtigt at få det sagt nu, mens jeg er ved mine fulde fem.