Propfyldte færger må efterlade øboere på kajen

Turister fylder færgerne til de danske småøer, hvor fastboende risikerer at strande på kajen.

Her ses køen til færgen fra Holbæk til Orø fredag kl. 11.30.

Der er pres på færgerne til de danske småøer.

Turister har siden 1. juli udfordret kapaciteten på færgerne, efter at det som en del af den såkaldte 'sommerpakke' blev gratis for gående og cyklister at sejle til de danske småøer med 53 af landets lokale færger.

De mange turister betyder, at fastboende øboere ikke har kunnet være sikre på at komme med de færgeafgange, de er vant til.

Flere steder i landet har færger de seneste dage lagt fra kaj og måttet efterlade en stribe gæster i havnen, som der ikke var plads til på færgen, fortæller den konstituerede formand for Småøernes Færgeselskab, Lars Wolfgang Hansen.

- Vores færger er designet til at have en kapacitet, som passer til småøerne, og de kan ikke tage flere med, end de plejer, siger han.

- Det er ærgerligt, når folk ikke kan komme med. Normalt har øboerne deres faste pladser og rutiner på færgen, men i går var der bare lige 100 turister oveni, som gjorde, at der ikke var plads nok på færgen til alle under alle overfarter.

Trængsel på færger i hele landet

De mange turister har skabt trængsel på færgerne i hele landet.

På færgen mellem Bjørnø og Faaborg har bådsmand Anders Høj Andersen sejlet dobbelt så mange gange frem og tilbage, som han plejer.

- Vi sejler i pendulfart, indtil der ikke er nogen tilbage på kajen – hvis folk da har tid til at vente, siger han.

Samme sang får man, når man ringer til flere af landets andre færger.

Gratis færgebilletter er populære og har skabt kø nogle steder. Øboere har haft svært ved at få plads. Kom i god tid og bestil billet i forvejen, lyder rådet. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Den store efterspørgsel efter færgeture giver særlige udfordringer for de øboere, som bor på afsidesliggende øer, hvor færgen ikke sejler så tit.

Anholt er en af de øer, og her fortæller borgerforeningsformand Karen Konge, at færgen til og fra øen er udsolgt det næste lange stykke tid.

- Vi står i en lidt anden situation end mange af vores øbo-venner, hvor færgen måske kommer forbi mange gange om dagen. Hvis man ikke har reserveret en billet til vores færge, og man for eksempel knækker en tand, som man skal have fikset på fastlandet, risikerer man ikke at kunne komme til og fra øen, så det passer med ens aftale, siger Karen Konge.

I flere Facebook-grupper for fællesskaber på de danske småøer kræver fastboende øboere, at de kommer foran turister i køen til færgerne. Men det ønske kan man ikke efterkomme, lyder det fra formanden for Småøernes Færgeselskab, Lars Wolfgang Hansen.

Han fortæller, at de fastboende øboeres krav om forrang på færgerne er en tilbagevendende klagesang i juli måned, hvor der traditionelt er mange turister med færgerne.

- Vi har fået lavet en advokatundersøgelse af det her spørgsmål, og den kom frem til, at vi ikke må diskriminere ved at give særlige grupper førsteret til en tur med færgen. Det betyder, at hvis der står én i køen fra Glostrup og en fastboende, så tager jeg ham med fra Glostrup, hvis han står forrest i køen. Og det er for ikke at få en diskrimineringssag på halsen, siger han.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) mener, at der lokalt bør kunne findes løsninger, så øboere kan sikres en plads på færgen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Transportminister Benny Engelbrecht har ellers lagt op til, at man lokalt kunne finde særlige løsninger, så lokale pendlere kunne sikre sig en plads med færgen.

- De fastboende er afhængige af færgen, og selvfølgelig skal de kunne komme til og fra arbejde. Øsamfundene er ikke større end, at man kan finde en fornuftig løsning på netop det problem, siger han til DR.

Kan ikke undgå at genere nogen

Formanden for sammenslutningen af de danske småøer, Dorthe Winther, glæder sig over interessen for at besøge øerne og lægger samtidig op til, at man lokalt kan finde det, hun kalder 'praktiske løsninger', som kunne sørge for, at fastboende øboere ikke strander flere timer på kajen i en færgekø.

- Men i sidste ende kan det ikke undgås, at det er til gene for nogen, når så mange mennesker vil med færgen, siger Dorthe Winther.

Nogle færger har digitaliserede bookingsystemer, mens man ved andre færger – typisk dem, der sejler korte ture – skal stille sig i en fysisk kø for at komme med.

Ved de færger, hvor man skal stille sig i kø, opfordrer Lars Wolfgang Hansen alle passagerer til at planlægge at rejse uden for det travle ryk omkring frokost.

- Vi prøver at sætte ekstra færgeafgange ind, dér hvor vi kan. Men hvis vi skal undgå, at alt for mange mennesker ikke kan komme med overgangene, bør folk forsøge at rejse over hele dagen, siger han.

Færgeselskaberne har selv kunnet bestemme, om de vil udbyde gratis rejser for gående og cyklister.

De gratis færgeture er led i sommerpakken på 700 millioner kroner, som også har til hensigt at få danskerne til at bruge den kollektive trafik og sætte gang i økonomien i Danmark hen over sommeren.

Facebook
Twitter