Protester breder sig til hele landet

Pædagogstrejken breder sig nu igen til Sjælland. Fra torsdag morgen vil der være forældreblokade i Frederikssund. Der er allerede strejker i Jylland og på Fyn.

Det er ikke kun pædagogerne, der deltager i aktionerne. Også forældrene er med. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Fra torsdag morgen er der forældreblokade i Frederikssund som følge af besparelserne. Det sker på daginstitutionen Ørnesten i Frederikssund.

Blokaden kommer som følge af besparelser på 20 millioner i Ny Frederikssund kommune på børneinstitutionsområdet i 2007.

Besparelserne betyder to ugers tvungen sommerferie, færre hænder per barn og kortere åbningstid.

Randers, Silkeborg og Rødding

På landsplan er strejkernes og blokadernes omfang store.

I hele Ny Randers Kommune holder pædagoger og pædagogmedhjælpere fagligt møde hele dagen, så flere tusinde børn står uden pasning i kommunen.

I Ny Silkeborg strejker personalet i børneinstitutionerne fortsat langt de fleste steder - de mødes her til formiddag. Dagplejerne gik i arbejde i går.

Den kommende Ny Vejen Kommune mærker til forældreaktioner. Blokaderne af daginstitutionerne i Rødding Kommune fortsætter nu på tredje døgn.

Viborg, Midtfyn

I Viborg besluttede et stort flertal af de ansatte i daginstitutioner og skolefritidsordninger i går eftermiddag at skærpe konflikten ved helt at nedlægge arbejdet i dag.

I Faaborg-Midtfyn må forældrene også selv klare børnepasningen, idet kommunens 345 pædagogerne i går besluttede at strejke videre. Den kommende storkommune har vedtaget besparelser, der ifølge pædagogernes beregninger vil koste 18-20 pædagoger deres job.

Risiko for københavnerne

Der er en stor risiko for, at Københavns Kommune også bliver ramt af strejke og blokader. Det vurderer Jan Hoby, der sidder i forretningsudvalget i Københavns største pædagogiske fagforening, LPS.

- Vi har stor forståelse for, hvis medarbejderne går i strejke, fordi flere besparelser på institutionsområdet betyder, at de vil få svært ved at løfte deres kerneopgaver, og det er frustrerende, siger han.

Barberer 44 millioner væk

I København skal der barberes 43,5 millioner kroner af budgettet på børneinstitutionsområdet. Politikerne regner med at finde halvdelen af besparelsen på vikarbudgettet, fordi de forventer, at sygefraværet bliver mindre, hvis medarbejderne kommer på efteruddannelse. Men den metode tror Jan Hoby ikke på.

- Bægeret er ved at flyde over. Hver femte pædagog går ned med stress, og i Københavns Kommune har de det højeste sygefravær i landet. Så derfor har de svært ved at forstå, at man vil spare 22,7 millioner kroner på vikar- og lønbudgetterne, siger Hoby.

Møde på tirsdag

Mandag holdt 700 københavnske institutionsledere og tillidsfolk møde i Nørrebrohallen, og på Folketingets åbningsdag er der igen fagligt møde, som vil blive efterfulgt af en demonstration.

Det er ikke kun pædagogerne, der er trætte af besparelserne. Det er de københavnske forældre også. På mandag har Forældrenetværket, KFO, indkaldt til møde, hvor de vil diskutere, hvordan de skal forholde sig til situationen.

- Jeg har en fornemmelse af, at forældrene ønsker at gøre noget. Derfor skal vi diskutere, hvilke værktøjer vi har. Så en blokade af forskellige daginstitutioner er ikke utænkelig, siger formand Jørgen Gregersen.

Københavns børne- og ungeborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard SF, forstår godt pædagogerne og forældrenes reaktion.

- Jeg både forstår og støtter de forældre og pædagoger i kommunen, der protester. Det er lykkedes at få rullet en del af besparelserne tilbage på daginstitutionsområdet, men ikke dem alle sammen. Men besparelserne skyldes i høj grad den aftale, som regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har indgået - en aftale, jeg mange gange har kritiseret, siger borgmesteren.

Facebook
Twitter