Psykisk skade hos soldater kan ikke forudsiges

Det er ikke muligt på forhånd at fastslå, hvilke soldater, der ikke har psyke til at klare vejsidebomber og kamphandlinger.

En ny undersøgelse viser, at det ikke er muligt på forhånd at forudse, hvilke udsendte soldater, der får psykiske problemer.

Det er umuligt at forudsige, hvilke soldater, der vil lide psykisk skade på grund af vejsidebomber og pludselige kamphandlinger i Afghanistan.

Det er konklusionen i en ny rapport fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, skriver metroXpress.

- Intet tyder på, at screening, såsom psykologiske spørgeundersøgelser, kan være med til at forhindre psykiske mén i forbindelse med en udsendelse, siger Stéphanie Vincent Lyk-Jensen, seniorforsker i SFI

Umuligt at forudse

Hun bakkes op af Vibeke Schmidt, chefpsykolog ved Institut for Militærpsykologi.

- Det er ganske enkelt ikke muligt at forudse, hvilke danske soldater der vil lide psykisk skade på eksempelvis en tur til Afghanistan, for vi ved jo ikke, hvilke ekstreme situationer, de vil ende i, siger Vibeke Schmidt.'

Hun undrer sig over, at et flertal af Folketingets forsvarsordførere fortsat er så fokuserede på at screene danske soldater inden udsendelse.

Sortere de skrøbelige fra

En af disse politikere er SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, der fortsat støtter yderligere screeninger.

- Det er klart, at en screening ikke vil kunne forudse 100 procent, hvem der vil få psykiske mén efter en tur til for eksempel Afghanistan. Men jeg tror på, at screeningen vil være med til at sortere nogle af de mest psykisk skrøbelige fra, siger Holger K. Nielsen.

Ifølge forsvarsminister Gitte Lillelund Bech vil regeringen, som led i den nye veteranpolitik, styrke udvælgelsen af soldater i bred forstand og ikke bare ved formel psykisk screening.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk