Psykisk syge bliver afvist af forsikringsselskaber

Tidligere og nuværende psykisk syge får afslag på at tegne forsikringer på grund af deres diagnoser. Det har alvorlige konsekvenser, mener foreninger.

Det er ikke alle fisk, der er velkomne i forsikringsklubben. Er du eller har du været psykisk syg, kan det være særligt svært at komme ind. (© Colourbox)

Forsikringsselskabernes hjemmesider bugner af gode argumenter for, at det er smart at købe en forsikring, hvis man vil sikre sig selv og sin familie på rejsen, ved sygdom eller i værste fald ved dødsfald.

Men det med at tegne en forsikring er ikke så lige til, hvis man har eller har haft en psykisk lidelse.

I en undersøgelse, 'En af os' har foretaget for P1 Dokumentar blandt 801 tidligere eller nuværende psykisk syge, har hver femte oplevet at blive afvist af et forsikringsselskab.

Af dem fik mere end otte ud af ti deres psykiske lidelse som begrundelse for afslaget.

De forsikringsselskaber, der har givet flest afslag ifølge undersøgelsen er Sygesikringen Danmark, Alka Forsikring, TRYG, Topdanmark, Alm. Brand Forsikring, Danske Forsikring og Codan Forsikring.

Intet normalt liv uden forsikringProblemet er også kendt hos både Landsforeningen Sind og Bedre Psykiatri, der er en forening for pårørende til psykisk syge.

Begge foreninger oplever, at det har alvorlige konsekvenser, at nuværende og tidligere psykisk syge får nej til at forsikre sig.

- Hvis man ikke kan forsikre sig i et samfund som det danske, kan man ikke leve et normalt liv på vilkår med alle andre. Det kan for eksempel være svært at stifte familie, hvis man ikke kan tegne en livsforsikring, der sikrer ens efterladte, hvis man dør, siger formand for Sind, Knud Kristensen.

Dyrere lån til boligen

Hos Bedre Psykiatri oplever de, at det største problem blandt nuværende og tidligere psykisk syge er at få lov til at tegne en sundheds- eller livsforsikring.

Og det forårsager endnu et problem. Banker kan nemlig kræve, at deres kunder tegner en livsforsikring, før at de vil tilbyde et lån.

- Det betyder, at psykisk syge og tidligere psykisk syge må ty til de dyre quicklån, som alle advarer imod, siger Ebbe Henningsen, formand for Bedre Psykiatri.

- Intet problem

Forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension ønsker ikke at kommentere historien mundtligt over for DR Nyheder, men har sendt dette skriftlige svar.

- Det er ikke Forsikring & Pensions indtryk, at psykisk syge generelt har et problem med at blive forsikret.

- Vi har en løbende dialog med foreningen Sind, som blandt andet har oplyst, at de gerne vil hjælpe deres medlemmer med at formidle kontakten til andre forsikringsselskaber, hvis de ikke kan forsikres i ét selskab. Vi fortsætter selvfølgelig dialogen med Sind og ser gerne på, om vi i fællesskab kan afdække og løse eventuelle problemer.

Du kan høre mere om psykisk syges problemer med at tegne forsikringer i P1 Dokumentaren 'Forsikringsselskaber blæser på menneskerettigheder de selv har underskrevet'. Det er klokken 14.03 på P1.

Facebook
Twitter