Psykisk syge fyldes med stærk medicin

Psykisk syge beboere på bocenteret Ringbo i Bagsværd fyldes med stærkt afhængighedsskabende sove- og nervemedicin. Det afslører 21 SØNDAG i aften med skjult kamera.

21 SØNDAG viser i aften skjulte optagelser fra bostedet Ringbo. (© DR)

Psykisk syge beboere på bocenteret Ringbo i Bagsværd fyldes med stærkt afhængighedsskabende sove- og nervemedicin.

Det afslører 21 SØNDAG i aften med skjult kamera.

- Det vil sige, at du laver jo i virkeligheden nogle mennesker, der fungerer i halv højde, ved at give dem de her præparater, siger kontorchef Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen.

Afhængighedsskabende

Sove og nervemedicinen, der i fagsproget kaldes benzodiazepiner, bør ifølge Sundhedsstyrelsen højst bruges i fire uger. Alligevel har over halvdelen af beboerne fået medicinen i mere end en måned. Flere af beboerne har fået medicinen i mange år.

Sove- og nervemedicinen er ikke bare stærkt afhængighedsskabende. I kombination med visse former for antipsykotisk medicin, som næste samtlige beboere på Ringbo får, stiger risikoen for at dø.

- Vi pårørende er dybt ulykkelige over det. For det er jo vores familiemedlemmer, der sidder i saksen. Vi ser jo hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk ikke har noget liv mange steder på bostederne. De ligger jo i sengen fra morgen til aften, siger foreningen SIND's repræsentant i København, Lisbeth Jørgensen, til 21 SØNDAG.

Fejlmedicinering

Men det er ikke kun mængden af medicin, der er problemer med på bocentret Ringbo.

Fejlmedicinering på bocentret er tilsyneladende mere udbredt end myndighederne ved af. Og det har i flere tilfælde været tæt på at få fatale konsekvenser.

Københavns Kommune har nu iværksat en handlingsplan, der skal forbedre forholdene på Ringbo.

FacebookTwitter