Psykolog: Påklædning har ingen betydning for voldtægt

Det er forkert, når debatten om voldtægt drejes over på kvindernes påklædning. I stedet er der brug for fokus på mændene, lyder det fra Center for voldtægtsofre.

I langt de fleste voldtægtssager kender offer og gerningsmand hinanden. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

Har en kvinde med sin mavebluse og kavalergang et medansvar, hvis hun bliver voldtaget på vej hjem fra byen?

Debatten om voldtægt er blusset op den seneste uge efter et meget omtalt indlæg i Weekendavisen, som også Aftenshowet har sat fokus på.

Ifølge Anja Hareskov Jensen, der er ledende psykolog ved Center for voldtægtsofre, så er der intet belæg for, at påklædningen spiller nogen rolle.

- Overfaldsvoldtægter udgør mindre end 20 procent af alle voldtægter, og der er ikke noget, der peger på, at tøjet spiller en rolle. Medmindre, der er mange voldtægtsmænd, der tænder på dynejakker, siger Anja Hareskov Jensen.

Hun understreger, at det for voldtægtsmanden handler om andre ting end bare sex.

- For langt de fleste mennesker er det gensidig lyst, der gør, at man nyder det. Hos voldtægtsmænd er det noget andet, der spiller ind. Det er mere magtbetonet, og de har ikke evnen til at sætte sig i en andens sted, siger hun.

Fra Center for voldtægtsofre er budskabet klart:

- Man skal have mere fokus på at lære mænd, hvad der er seksuel samkvem. Det andet er det samme som at prøve at forebygge spirituskørsel ved at sige til alle, at de ikke skal gå ud på gaden efter klokken 20, for så er der fare for at blive kørt ned, siger Anja Hareskov Jensen.

Fakta: Hvad er den typiske voldtægt

  • Oftest kender den voldtægtsramte og gerningsmanden hinanden.

  • De fleste ofre og de fleste gerningsmænd er unge mennesker.

  • Der er ofte alkohol involveret.

  • Der bliver sjældent brugt meget vold. Oftest er der tale om fastholdelse eller udnyttelse af personer, der ikke selv er i stand til at sige nej (f.eks. hvis man er gået kold til en fest).

Facebook
Twitter