Psykologer: Færre selvmord koster

Der er alt for få penge til at forebygge og behandle selvmordsforsøg, mener psykologerne, som kræver mere handling fra politikerne.

Mange børn forsøger hvert år at forgifte sig selv med piller. Politikerne skal bevilge flere penge til selvmordsområdet, mener psykologer. (© stock.xchng)

Der er for mange tomme ord i den politiske debat om børn, som forsøger selvmord.

Det mener Dansk Psykolog Forening.

450 selvmordsforsøg blandt børn

Hvert år bliver 450 børn under 15 indlagt på hospitalet, efter de har forsøgt at tage deres eget liv. Mange af dem må klare sig uden professionel hjælp, når de bliver udskrevet.

Det fik i går sundhedsminister Jakob Axel Nielsen til at slå fast, at børnene og deres familie ifølge loven har krav på hjælp lige efter udskrivelsen.

Sæt handling bag ordene

Men børnene kommer ikke langt med sådan et løfte, når både børnepsykiatriske afdelinger og det psykologiske beredskab i kommunerne er presset økonomisk, siger formanden fra Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen.

- Det er dejligt, at ministeren siger, som han gør. Men jeg vil gerne se, at han sætte handlinger bag ordene, siger formanden.

- Man kan ikke på den ene side sige, at der skal være et offentligt beredskab til stede, når der samtidigt er et betydeligt ressourcemæssigt pres ude i kommunerne. Der er simpelthen ikke tid til mange væsentlige opgaver.

Garanti for behandling efter selvmordsforsøg

Flere politiske partier har krævet en behandlingsgaranti på 48 timer til personer, som har forsøgt selvmord. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener psykologerne.

- Forslaget er velkomment, da alternativet er, at børnene skal vente i måneder, hvilket er ganske absurd. Men der skal stå professionelle folk parat til at hjælpe familien, umiddelbart efter at børnene er udskrevet, siger Roal Ulrichsen.

- At 450 børn hvert år forsøger selvmord bør sende en klar besked til en ministeren om, at her er noget fuldstændigt galt. Det fordrer at vi handler nu. Vi har den fornødne faglige viden, systemerne eksisterer allerede derude, men ressourcerne mangler.

Sundhedsudvalg ser på selvmord

I Folketingets Sundhedsudvalg arbejder politikerne netop nu på at blive enige om en fælles beretning om, hvor der skal gribes ind for at forebygge selvmord og hjælpe personer efter et selvmordsforsøg.