Psykologer: Sådan får du dit barn til at sove uden at bruge omstridt metode

Forældrenes ro er særligt vigtig, når et barn skal sove, lyder det.

Der er mange måder at få sit barn til at sove på – men man bør ikke bruge de metoder, der anbefales i bogen ’Godnat og sov godt’, siger flere hundrede psykologer. (Foto: Ale Ventura © ColourBox)

Hvad stiller man egentlig op som forældre, når der advares mod den omstridte 'godnat og sov godt'-metode?

Metoden, hvor barnet hverken må vugges eller aes, når man har sagt godnat - også selv om barnegråden skærer i hjertet.

DR Nyheder har spurgt to af de 723 psykologer, der i dag har sendt et åbent brev til Gyldendal, hvor de beder forlaget genoverveje beslutningen om at lade metodebogen ’Godnat og sov godt’ blive på hylderne.

Her er en række råd til forældre, der har svært ved at få deres barn til at sove:

1

Forældrenes energi og ro

Mange forældre kender situationen, hvor putningen af barnet trækker ud, mens tankerne kredser mere og mere om den opvask og oprydning, der venter bagefter. Og om der nu også bliver tid til at se næste afsnit i yndlings-serien.

Men for at få et barn til at falde i søvn relativt hurtigt, kræver det forældre, der kan slippe netop den slags tanker, lyder det fra Jeanett Bonnichsen, der er psykolog og direktør i Center for Stress og Trivsel:

- Jo mere energifyldt det er, og jo mere man bare vil have barnet til at sove, jo større sandsynlighed er der for, at det bliver ved med at være svært. Så jeg ville få forældrene til at arbejde med deres egen ro omkring det, at barnet skal sove, siger hun.

Læs et kort uddrag fra bogen 'Godnat og sov godt' her:

- Forældrene skal prøve at finde frem til et sted, hvor de kan hygge sig med at få deres barn til at sove. Så det bliver noget, hvor man selv slapper af. Vi skal ikke undervurdere værdien af, hvordan voksnes nervesystem og ro smitter af på barnet. Det skal ikke være noget, der skal overstås, forklarer hun.

- Man bliver simpelthen nødt til at give slip på tankerne om, at der venter opvask, oprydning og besvarelse af mails. Lige så snart, man begynder at tænke på det, så begynder energiniveauet at stige inde i den voksne, og det smitter af på barnet. Der skal ro til, og det virker, siger Jeanett Bonnichsen.

I hendes øjne er det ofte et spørgsmål om tålmodighed at få skabt en god ramme om at putte et barn.

- Man må som forældre have det sådan, at 'jeg har fået et barn for at nyde mit barn og ikke for at få dem puttet af vejen, så jeg kan gøre noget andet'. Det er nogle ganske få år af børnenes liv, og hvis man ikke kan leve med det, så skal man måske lige nå at tænke over det, inden de børn bliver sat i verden, siger Jeanett Bonnichsen.

2

Dyrk ritualerne

Som forældre er det en god idé at indføre faste ritualer og sengetider.

Man skal kende sit barns døgnrytme og vide, hvornår det er optimalt, at det falder i søvn, og så holde fast i det, lyder opfordringen fra psykologen.

Hvis man ikke gør det, vil barnet typisk være mere udadreagerende og have svært ved at sove.

- Noget, som er monotomt og lidt stille, er med til at få systemet til at give slip, så man falder i søvn. Man skal ikke gå fra hektisk aktivitet til pludseligt at skulle ind i sengen og sove. Der skal være en rituel nedtrapning i energien, siger Jeanett Bonnichsen.

Brevet til Gyldendal er sendt ud, to måneder efter at forlaget afslog at fjerne bogen. (Foto: Klaus Videbæk © DR Nórdjylland)

- Så bliver man badet, får skiftet ble, får lidt mad. Noget som stille og roligt får barnet til at slappe af, for nu skal der ske det, der også skete i går. Så begynder barnet også at samarbejde. Godnathistorier og sange er også en del af det. Og selvfølgelig at holde barnet væk fra skærmen i tiden op til putning, forklarer hun.

3

Fælles holdninger hos forældrene

Når barnet skal lære noget nyt, er det hensigtsmæssigt, at forældrene har fælles holdninger til, hvordan man griber det an.

Og så skal forældrene holde fast i en rytme, fortæller Heidi Agerkvist, der er familiepsykolog og har sin egen klinik i Aarhus.

- Børn kan godt navigere i, at mor gør det på én måde og far gør det på en anden måde. Men når barnet skal lære noget nyt, er det hjælpsomt for det, hvis forældrene nøjes med at præsentere det for én ny rutine, siger hun.

- Og så skal de give det noget tid og tålmodighed, så barnet har tid til at forstå, hvad puttesituationen går ud på, og ikke bliver præsenteret for en ny måde at håndtere det på efter få dage. Det giver tryghed for barnet, når putningen bliver forudsigelig og rolig, siger Heidi Agerkvist.

Ifølge Gyldendal er der i år solgt 29 eksemplarer af bogen 'Godnat og sov godt'. De seneste tre år har man i gennemsnit solgt 145 bøger om året.

Opdateret med præcisering af de sidste citater.

Facebook
Twitter