'Pusher Street on ice': Christiania åbner en ny skøjtebane

En ny skøjtebane og en masse julelys skal holde banderne ude af fristaden.

Søndag den 1. december klokken 16 åbner Christiania officielt deres nye skøjtebane 'Pusher Street on ice'. (Foto: © Victor Hjøllund Larsen, Christiania)

Da christianitterne for otte måneders tid siden rev brostenene op i Pusher Street, var der nok ikke mange, der tænkte, at hashboderne ville blive erstattet af en skøjtebane.

Men snart kan du suse forbi den berømte og berygtede gade på skøjter.

For søndag eftermiddag åbner en helt ny skøjtebane på forpladsen lige ved Pusher Street.

Banen skal skabe julehygge, men den har også et andet klart formål: At holde banderne ude af Christiania.

For christianitterne har været bekymret for, om de mørke vintermåneder ville give plads til, at den organiserede kriminalitet kunne vende tilbage.

- Vi har været bange for, at noget af det, som vi ikke vil have i Pusher Street kunne vende tilbage. Så vi har lavet skøjtebanen for at holde banderne, den organiserede kriminalitet og volden ude af Christiania, siger Risenga Manghezi, der er en af de bærende kræfter bag forandringen af Pusher Street.

Skøjtebanen ligger midt i Pusher Street. (Foto: © Victor Hjøllund Larsen, Christiania)

Udover skøjtebanen har christianitterne også hængt 1000 meter lys op rundt på fristaden.

- Vi havde valget mellem at have en mørk plads med en masse skumle hjørner eller gøre noget aktivt og skabe liv. Derfor har vi med skøjtebanen også sat en masse lys op, så det er nemmere at finde rundt på Christiania, siger Risenga Manghezi.

Håber at lokke turister og lokale til

Udover at snøre skøjterne og tage en tur på den nye bane kan gæster på Christiania også besøge et nyt julemarked fra søndag.

Håbet er, at de to nye oplevelser kan trække flere gæster, både lokale og turister, til.

- Det er vigtigt for vores økonomi og for virksomhederne herinde, siger Risenga Manghezi.

Efter et drab i august 2023 har cafeer og butikker haft færre gæster end tidligere, og omsætningen faldt drastisk. Med lukningen af Pusher Street i april i år håbede christianitterne, at folk ville finde det trygt nok til at vende tilbage. Men det går kun langsomt fremad.

- Det her initiatv skal understøtte det, der allerede er ved at ske, nemlig at vores naboer, københavnerne, begynder at komme tilbage og genopdage Christiania, lyder det fra Risenga Manghezi.

Christianias traditionelle julemarked i Den Grå Hal åbner den 7. december.