Qvortrups advokat: Min klient har ikke hacket kendte og kongelige

Den tidligere chefredaktør på Se og Hør bør frifindes, mener hans advokat.

Advokat Anders Németh (i forgrunden) forsvarede i dag sin klient, Henrik Qvortrup, i den såkaldte Se og Hør-sag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er bestemt ikke rosværdigt at overvåge kendte og kongelige i det skjulte, som det er sket på Se og Hør.

Men overvågning er ikke det samme som hacking, og derfor skal sladderbladets forhenværende chefredaktør, Henrik Qvortrup, frikendes i den såkaldte Se og Hør-sag.

Det er hvert fald meldingen fra Qvortrups advokat, Anders Németh, der tidligere på dagen forsvarede sin klient i Retten i Glostrup.

Ifølge anklagemyndigheden skal Henrik Qvortrup straffes med op til to års ubetinget fængsel for at have overtrådt straffelovens såkaldte hackerparagraf.

Men den tiltale holder ikke, mener Anders Németh.

- Jeg har på ingen måde rost overvågning. Men jeg har fremført i retten, at der ikke var tale om hacking. Det forudsætter noget helt andet, og det er den juridiske hovedpointe i sagen, siger han.

Direkte adgang til oplysninger

Mens Henrik Qvortrup var chefredaktør på Se og Hør, benyttede bladet sig af informationer, som den såkaldte tys-tys-kilde havde fået gennem sit job som systemoperatør hos IBM. Ifølge anklagemyndigheden blev kilden betalt af Se og Hør for at overvåge kreditkortaktiviteterne fra 2008 til 2012.

- Man har troet, det var oplysninger, som der var direkte adgang til, og derfor er der for mig at se ikke tale om hacking ifølge loven, siger Anders Németh.

Men der har foregået overvågning af kendte og kongelige. Er det ikke så galt, at man bør finde en paragraf, hvor man kan straffe ham for det?

- Nej. Der er ikke noget, der er så galt, at man skal finde en bestemmelse. Hvis nogen har gjort noget, og der er hjemmel til at straffe, så fred være med det. Men man skal ikke blot finde en bestemmelse for at straffe, siger Anders Németh, som heller ikke giver meget for anklagemyndighedens strafpåstand på op til to års ubetinget fængsel.

Det gav han også udtryk for i dag i retten.

- Jeg forsøgte på en høflig måde at sige, at anklagemyndighedens strafpåstand er useriøs. Der er en frifindelsespåstand fra vores side, siger han.

Henrik Qvortrup var selv til stede i retten i dag, men ønskede efterfølgende ikke at udtale sig om sagen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk