Rådet for Digital Sikkerhed ønsker stop for cookies-accept

De såkaldte pop-up-vinduer om cookies er generende, lyder det fra Rådet for Digital Sikkerhed og Dansk Erhverv.

En cookie er en lille tekstfil, der giver mulighed for at lagre oplysninger eller tilgå allerede lagrede oplysninger på brugerens pc, smartphone, ipad eller lignende med det formål at indhente data om brugeren. (© DR)

"OK" eller "accepter". De ord møder danske internetbrugere hver eneste dag, når de klikker sig rundt på danske hjemmesider.

Bag ordene gemmer sig såkaldte cookies, som er små digitale filer, der lagrer oplysninger om brugerens adfærd på en hjemmeside.

Men advarslerne om cookies i små pop-up-vinduer på skærmen er generende, skriver Søndagsavisen, og derfor vil Rådet for Digital Sikkerhed og Dansk Erhverv nu have sat en stopper for dem.

Uhensigtsmæssige regler

- Som forbruger skal vil forholde os til, om vi vil acceptere cookies eller ej, hver gang vi kommer ind på en hjemmeside. Det er så uigennemskueligt, hvad de bruges til, og hvorfor de er der, så de regler, der er lavet, er uhensigtsmæssige, siger Birgitte Kofoed Olsen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, til DR Nyheder og fortsætter:

- Hvis man i stedet kunne sige ja tak, første gang man besøger en hjemmeside, så ville det være lettere at håndtere for forbrugerne.

Kun dansk praksis

Det er et EU-direktiv, som kræver, at internetbrugere skal informeres om, at der bliver lagt cookies på deres computer.

Ifølge Dansk Erhverv er det dog kun i Danmark, at de små pop-up-vinduer dukker op, hver gang forbrugere besøger en hjemmeside, og det er en "fjollet" praksis, lyder det fra erhvervsorganisationen.

Erhvervsstyrelsen, som står bag de danske regler, afviser, at der er tale om dansk enegang. Man forklarer desuden, at tiltaget med de små vinduer skal gøre det synligt for forbrugerne, hvad cookies bliver brugt til.

- Bliver de for eksempel givet videre til tredjepart, eller er det mere harmløst? Her skelner loven ikke i dag, siger Brian Wessel til Søndagsavisen.

Cookies ikke ulovlige

Rådet for Digital Sikkerhed efterspørger mere information om, hvad cookies egentlig er og dermed, hvad man som forbruger siger ja til.

I dag er cookies ikke i sig selv ulovlige. Cookies kan eksempelvis bruges til at personalisere hjemmesider, til statistik om brugernes adfærd, målrettet markedsføring og udvikling af mere brugervenlige tjenester.

Google bruger eksempelvis cookies til at styre, hvilke reklamer forbrugerne bliver præsenteret for.

Cookies kan også bruges til huske brugernavn og adgangskode til en tjeneste.