Rådmand politianmelder somalisk skole

Det er fuldstændig uacceptabelt at lærere på den somaliske weekendskole i Vollsmose slår eleverne som straf. Det mener børn- og ungerådmanden i Odense Kommune, der har meldt skolen til politiet.

Jane Jegind, børn- og ungerådmand i Odense Kommune. (© DR)

Det er fuldstændig uacceptabelt at slå børn, og det skal under ingen omstændigheder ske på en skole. Så kontant er udmeldingen fra Jane Jegind, der er rådmand for Børn - og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

- Jeg har bedt forvaltningschefen om at melde ABC-skolen til politiet. Dette er uanstændigt, siger Jane Jegind til DR Fyn.

Slår børnene ved forkerte svar

Politianmeldelsen kommer efter, at DR Fyn i dag kunne afsløre, at eleverne på den somaliske weekendskole i Vollsmose i Odense får en særdeles hårdhændet behandling, hvis de ikke arter sig på skolebænken.

Et forkert eller for langsomt svar på et spørgsmål kan udløse en hård og kontant straf, der udmønter sig i slag over fingerne.

ABC-skolen i Bøgeparken er under anklage, efter at en dreng har fortalt, at eleverne får rap over fingrene i undervisningen

En af episoderne stammer fra december måned, hor en somalisk dreng henvendte sig til sin lærer på Abildgårdskolen for at fortælle om en episode, hvor han var blevet slået af en lærer fra ABC-skolen.

Slag med en kæp

Skoleinspektør Allan Feldskou bekræfter over for DR Fyn henvendelsen fra drengen. Hos fritidsforvaltningen i Odense Kommune bekræfter man også indberetningen om vold på ABC-skolen.

- Nogle af eleverne har klaget over, at de bliver slået i lørdagsskolen. Hvis eleverne ikke var opmærksomme eller på anden måde ikke var med i undervisningen, fik de et slag over fingrene med en kæp. Sådan skal eleverne selvfølgelig ikke behandles, og det er meget utilstedeligt. Vi har derfor advaret formanden for ABC-skolen og sagt, at hører vi om det her en eneste gang til, så melder vi ham til politiet, siger Paul Hansen, der er fritidskonsulent i Fritidsforvaltningen i Odense Kommune.

Skolen benægter anklagerne

Lederen af ABC-skolen Muhammed Farah benægter over for DR Fyn alle anklager om vold mod eleverne på skolen.

- Vi opdrager børnene på en god måde. Vores forening accepterer ikke, at man slår på børn. Det er forbudt, siger Muhammed Farah.

ABC-Skolen i Vollsmose er en privat weekendskole, så derfor er der ifølge Odense Kommune ingen tilsynspligt med stedet.

Facebook
Twitter