Radikale ærgrer sig: Er der ikke plads til løbehjul og innovation i København?

Politisk aftale smider el-løbehjul ud af Indre By og brokvartererne.

Et lejet elløbehjul i aktion på på Kgs Nytorv i København. Nu har politikerne på rådhuset besluttet at sende udlejningsfirmaerne ud af byen. (arkivfoto) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Et politisk flertal på Københavns Rådhus valgte i går at sende el-løbehjul ud af byen med en beslutning, der i praksis gør det umuligt for firmaer som Voi, Lime og Tier at drive deres forretning i den indre del af byen.

Og det ærgrer man sig over i Radikale Venstre i København.

- Det er ærgerligt, for man kan finde ud af det andre steder i verden. Men i København, der var ideologien mod løbehjul og innovation åbenbart for stor, siger Mette Annelie Rasmussen, gruppeformand i Radikale Venstre,

Hun erkender, at der har været problemer med el-løbehjul, der har flydt i bybilledet, men hun er ærgerlig over, at især Socialdemokratiet ikke ville finde en løsning.

Et politisk flertal i Borgerrepræsentationen besluttede torsdag at forbyde udlejning af el-løbehjul på offentlig grund i store dele af København.

Forbuddet kommer til at omfatte Indre By, og brokvartererne, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, samt dele af Amager og Valby.

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten, glæder sig dog.

- Vi mener, at fortovene og pladserne er bedre brugt til eksempelvis, at mennesker med handicap kan komme frem, at man kan komme frem med en barnevogn, eller at vi kan sætte en bænk, så man kan nyde en øl eller en kop kaffe i solen, siger hun.

'Kunne have fundet plads'

Oppositionen med Radikale Venstre, Venstre og Konservative havde dog håbet på en løsning med aftaler, der stadig gjorde det muligt at udleje på offentlige arealer, siger Mette Annelie Rasmussen fra Radikale Venstre.

- Vi synes, at det var et alt for restriktivt kort, der blev lagt ned over byen. Vi havde hellere set en reguleret løsning, hvor vi satte krav til løbehjulsudbyderne i stedet for at smide dem ud af byen.

Hun mener, at en ny transportform som el-løbehjul har brug for tid og målrettet lovgivning for at finde sin plads i københavnernes liv.

- Jeg tror godt, at vi kunne få plads til begge dele, med nogle meget stramme parkeringskrav til løbehjul, ligesom vi har til cykler. Så tror jeg godt, at vi kunne have fundet plads til det, men det var der ikke lyst til, siger hun.

Fortove skal bruges til andet

Lars Weiss, gruppeformand for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, kalder aftalen et kompromis, da det også har været på tale helt at forbyde løbehjul i trafikken. Han vil dog hellere bruge pladsen på fortove og pladser på fodgængere, udeserveringer, blomsterkasser og nye træer.

Firmaer som Voi, Tier og Lime bruger offentligt areal til at opstille de el-løbehjul, som man kan leje via deres apps. Her på Kongens Nytorv (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- For os er det ikke en diskussion for eller imod el-løbehjul. Det er et spørgsmål om at give plads til el-løbehjulene på en måde, så det ikke kolliderer med de andre ting, vi gerne vil bruge byen til, og så det ikke generer københavnerne, når de bevæger sig rundt i byen, siger han. Han understreger, at man stadig vil kunne køre på elektrisk løbehjul i København.

- Man har jo stadigvæk muligheden for at køre på sit eget løbehjul, og man har stadig muligheden (for udlejning, red.) uden for den tætteste del af byen. Så muligheden for at bruge el-løbehjul er der stadigvæk. Vi vil bare ikke stille offentlige arealer til rådighed i den indre del af København, siger han.

Beslutningen i Københavns Kommune vil tidligst træde i kraft til januar, da det hviler på et lovforslag, som Transportministeriet har fremsat. Det gør det muligt for landets kommuner at begrænse eller forbyde udlejning af el-løbehjul fra offentligt areal.

Det vil ifølge beslutningen stadig være tilladt at køre på el-løbehjul i København og lave el-løbehjulsudlejning fra forretninger.