Radio24syv lukker efter otte år: 'Hvad sker der nu med Kisser?'

'Det har været otte vilde år med store succeser, men også fiaskoer,' siger medieekspert.

Det er uvist, hvad der kommer til at ske med radiokanalens sendte programmer. Medieekspert mener, at de tilhører danskerne. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

I går hang flaget på halv stang hos Radio24syv.

Kanalen havde tabt kampen om den nye DAB-kanal til Loud, der er en ny radiokanal med fokus på en ung målgruppe og konstruktive nyheder.

Derfor lukker Radio24syv ned den 31. oktober, hvorefter medarbejdere ikke får løn.

Det fik en stribe danskere til tasterne, da radioens direktør, Jørgen Ramskov, i går svarede på spørgsmål fra brugerne. Her blev han blandt andet spurgt: 'hvad sker der med Kisser og Den korte Radioavis?'.

Til det svarede Jørgen Ramskov, at 'Kissers veje er uransagelige' med en slet skjult hentydning til satireprogrammets hovedperson, spillet af Frederik Cilius.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at lytterne må tage afsked med populære programmer som 'Den korte Radioavis' og 'Millionærklubben', lyder det fra medieekspert Lasse Jensen.

- Det er et spørgsmål om at hyre mennesker. Der er ingen lov, så vidt jeg ved, der kan forhindre de to nye radioer i at overtage programmerne, siger han og henviser til DAB-kanalen Loud og den nye taleradio i Aarhus, Radio4.

Ida Herskind er vært på 24syv Morgen, og hun er knap så sikker på, at morgenprogrammet vil fortsætte, da værterne har kunnet læne sig op ad et hold af journalister.

- Vi er nærmest en lille avis, for der er en kæmpe redaktion bag. Så programmet kan ikke fortsætte, siger hun.

Mere taleradio

Asger Juhl, Ida Herskind og Knud Brix er værter på 24syv Morgen. Foto: Radio24syv

Radio24syv nåede sine første lytteres ører for otte år siden, men i går blev det bekræftet, at radioen lukker den 31. oktober. Ifølge Lasse Jensen har det været en tid med op- og nedture.

- Det har været otte vilde år med store succeser, men også fiaskoer. Men de efterlader sig en kanal, som en halv million mennesker brugte hver uge, siger han.

Ifølge medieeksperten har radioen rykket dansk taleradio. Da kanalen gik i luften, havde de én direkte konkurent i DR's P1. Men i de seneste otte år er flere danskere begyndt at lytte til taleradio, og den nye Radio4 er endu et skud på den radiostamme.

Radio24syvs betydning har morgenværten Ida Herskind fornemmet på egen krop, da der her til morgen tikkede bedrøvede beskeder ind fra lytterne under morgenudsendelsen.

- Der var flere lyttere, som skrev ind, at de er kede af, at kanalen lukker. Det var meget rørende, og man bliver ekstra glad, når så mange reagerer, siger hun.

Sendt men ikke glemt

Det er sikkert, at radioen lukker den 31. oktober, men knap så sikker er fremtiden for kanalens sendte programmer.

Blomster pryder indgangen til Radio24syv, efter de ikke får lov til at fortsætte. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Lasse Jensen mener dog, at de tilhører danskerne.

- Staten har betalt for programmerne, og det samme har borgerne gennem deres licens. Derfor kan man umiddelbart sige, at de tilhører danskerne, og derfor er staten forpligtet til at opbevare programmerne, siger han.

Tilbage på Radio24syv fortsætter Ida Herskind og hendes medvært Asger Juhl med at informere om dagens nyheder. Asger Juhl er også vært på 24syv Morgen, og ifølge ham har programmet haft sin helt egen nerve.

- Morgenprogrammet har været helt unikt i dansk radio. Det, vi laver, var mere borgernært og kritisk i forhold til de andre tilbud, som danskere kan få på radio. Det kommer jeg til at savne, siger han.

Radio- og tv-nævnet har stået med beslutningen om, hvem der skal drive den nye DAB-radio. De har taget beslutningen ud fra tre kriterier. Kvalitet og om planen er realistisk, størrelsen af det samlede tilskud samt indholdet af programplaner. Det skriver Slots-og Kulturstyrelsen.