Rakettyve på fri fod: Fodboldklub har mistet fyrværkeri for 125.000 kroner

Tabet kan få store konsekvenser for foreningen, fortæller formand.

Der er stadig en anelse fyrværkeri tilbage i idrætsforeningens container, men tyvene har stjålet for op mod 200.000 kroner, vurderer Fyns Politi. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Fra et fyrværkeriudsalg på Tåsinge er der natten til lørdag blevet stjålet fyrværkeri til en værdi af op mod 125.000 kroner.

Det oplyser Fyns Politi.

Foreløbig har politiet ikke nogen oplysninger, som kan kaste lys over, hvem der står bag, og derfor opfordrer politiet eventuelle vidner og andre, som måtte have viden om tyveriet, til at henvende sig.

- Der er tale om almindeligt lovligt fyrværkeri til en samlet værdi af 200.000 kroner, siger vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi til Ritzau. (Tallet er senere blevet opgjort til 125.000 kroner, red.)

Tyveriet er ifølge politiet sket fra to tyvefods-containere ved Tåsingehallen på Eskærsvej i Vindeby på Tåsinge i tidsrummet fra fredag aften klokken 23 til lørdag morgen klokken 07.30.

Kenneth Taanquist fortæller, at tyvene har skaffet sig adgang ved at klippe låsene op.

Tilhørte idrætsforening

Det var en lokal idrætsforening, Tåsinge Forenede Boldklubber, som stod for salget af fyrværkeriet, der blev opbevaret i de aflåste containere.

Sådan ser der ud i den ene af de to containere i dag.

Indtægterne skulle ifølge foreningens formand, Jesper Thomsen, være gået til en ungdomsafdeling, men med tyveriet risikerer Tåsinge Forenede Boldklubber, at der ikke længere er råd til at drive forening.

- Det er træls. Vi er i december og januar måned, hvor vi ikke har så mange indtægter, og salget af fyrværkeri skulle give penge til, at klubben kan løbe rundt. Nu har vi fået stjålet en masse penge, som vi så ikke har til at betale udgifter med, siger han:

- Hvis vi ikke får en eller anden form for afdragsordning med vores forhandler, må vi dreje nøglen om. Vi kan ikke betale så mange penge på en gang, når vi ikke sælger noget.

Andet tyveri på et år

Tåsinge Forenede Boldklubber var også sidste år offer for fyrværkerityve.

Foreningen solgte dengang fyrværkeri fra parkeringspladsen ved Rema 1000 i Vindeby på Tåsinge, men natten til 30. december blev der stjålet for 50.000 kroner fyrværkeri.

Politiet blev alarmeret, og da et vidne havde observeret tyveriet, lykkedes det politiet at standse tyvene på Svendborgsundbroen og bringe fyrværkeriet tilbage til fodboldklubben.

Jesper Thomsen kommer med en bøn efter andet fyrværkerityveri på et år.

- Vi opfordrer alle øens beboere til at komme og handle det fyrværkeri, vi har tilbage. Vi har begrænset udvalg, men vi har varer nok. Især fyrværkeri til børn, lyder det.

Opdateret: Tidligere fremgik det af artikel og overskrift, at der var blevet stjålet for 200.000 kroner. Efter en endelig opgørelse har Tåsinge Forenede Boldklubber oplyst, at der kun er stjålet fyrværkeri for omkring 125.000 kroner.