Rapport: Fire betjente bliver hver dag udsat for chikane

Rigspolitiet har for første gang kortlagt, hvor ofte politibetjente bliver udsat for trusler, vold og chikane.

En ny rapport fra Rigspolitiet kortlægger, hvor ofte politibetjente bliver udsat for vold, trusler eller chikane. (Foto: DR)

Danske politibetjente må hver dag leve med at blive svinet til, truet, chikaneret og i nogle tilfælde udsat for vold.

Det viser en ny rapport, som Rigspolitiet har lavet i samarbejde med Politiforbundet.

I perioden 2012 og første halvdel af 2013 har der været 2381 sager, hvor ansatte i politiet eller anklagemyndigheden er blevet truet, udsat for vold eller på anden måde er blevet chikaneret.

Uacceptabelt

Det svarer til, at der hver dag er mere end fire sager, hvor politibetjente bliver forulempet.

- Det er helt uacceptabelt, at de her sager finder sted. Vores ansatte skal ikke acceptere, at de blot ved at passe deres job bliver udsat for chikane, trusler og vold - hverken i tjeneste eller i fritiden, siger Anne Erlandsen, der er HR-direktør i Rigspolitiet, til DR Nyheder.

Kortlægningen er den første af sin slags.

Den blev iværksat efter en række politibetjente stod frem i fagbladet Dansk Politi. Her fortalte de, hvordan de jævnligt blev udsat for vold og chikane både i arbejdstiden, men også uden for arbejdstiden.

En politibetjent fra Kalundborg fortalte, at han var blevet udsat for drabsforsøg.

Den samme mand fortalte, at hans tiårige datter også havde oplevet trusler. Flere personer fra grupperingen Black Cobra havde passet hans tiårige datter op og sagt:

- Vi smadrer din far.

De kaldte hende desuden for panserdatter og stikker.

Markering ved børnehave

I et andet tilfælde oplevede en betjent, at et kendt bandemedlem, som han kørte en efterforskning imod, mødte op ved hans barns børnehave, når han skulle hente sit barn.

Vedkommende gjorde eller sagde ikke noget, men markede blot sin tilstedeværelse ved børnehaven.

HR-direktør i Rigspolitiet Anne Erlandsen er tilfreds med, at området nu er blevet kortlagt.

- Vi har fået et rigtig godt analytisk værktøj med denne her rapport. Vi har fundet ud af, hvad er omfanget er, og hvad er karakteren af de her sager er, så vi bedre kan forebygge dem.

Hævn som motiv

Chikane uden for arbejdstiden er opgjort for sig i Rigspolitiets rapport. I alt er der 54 sager, hvor politibetjente er blevet truet, chikaneret eller overfaldet i deres fritid.

I fritidssagerne kender gerningsmanden ofte den betjent, han eller hun truer eller chikanerer.

I en del sager har gerningsmanden desuden tilknytning til rocker- eller bandemiljøet, og chikanen i fritiden foregår typisk ved verbale angreb i form af tilråb, forfølgelse i bil eller gående og ved nedstirring.

Motivet i fritidssagerne er typisk hævn eller at påvirke den pågældende betjent, hvis betjenten for eksempel efterforsker kriminalitet, hvor gerningsmanden er involveret.

Ifølge rapporten sker chikanerierne ofte i gade- og bybilledet og i mindre grad ved betjentens bopæl.

Gerningsmand i affekt

I sagerne om vold og trusler mod politibetjente i tjeneste sker det typisk spontant og ofte i forbindelse med politiets tilstedeværelse i nattelivet, til festivaler, ved demonstrationer eller lignende.

Ofte kender personen ikke politibetjenten i forvejen og reagerer typisk i affekt, og er påvirket af alkohol eller stoffer.

Når der bliver brugt våben, er der i størstedelen af sagerne tale om kasteskyts som sten, dåser og flasker.

Hadegrupper på Facebook

Derudover spiller de sociale medier som Facebook og Twitter en større og større rolle.

Der har blandt andet været en række episoder, hvor politibetjente er blevet hængt ud på Facebook gennem hadegrupper.

Rigspolitiet vil nu se, om de kan gøre mere for at lukke disse grupper.

- Vi vil gerne undersøge, om vi kan gøre mere for at få lukket og fjernet krænkende ting på de sociale medier. Vi forventer at se mere af det i fremtiden, siger HR-direktør i Rigspolitiet Anne Erlandsen.

Facebook
Twitter