Rapport punkterer myte om øget grænsehandel: Minister afviser at hæve cigaretpriser

En ny rapport slår fast, at det ikke vil slå hul i statskassen at hæve prisen på cigaretter.

Selv med en pris på 100 kroner per pakke, vil der i 2030 være en gevinst på 1,2 milliarder til statskassen. (Foto: Kristian Djurhuus)

Et af argumenterne mod prisstigninger på cigaretter er lige blevet svækket gevaldigt.

En ny rapport viser nemlig, at det ikke vil gå ud over statskassen eller skræmme alle rygerne ned i grænsehandlen, hvis prisen på en pakke smøger her og nu blev sat op til mellem 60 og 70 kroner.

Hvis prisen gradvist hæves til 100 kroner frem mod 2030 vil der stadig være et provenu til statskassen på 1,2 milliarder, idet prisstigningen ville udligne en stigning i grænsehandel, konkluderer rapporten.

Hvis man lader priserne stige på den måde, vil andelen af danskere, der ryger dagligt være faldet fra 16,9 procent i dag til mellem 12,9 og 14,0 procent i 2030, konkluderer rapporten.

Blandt unge vil andelen af daglige rygere falde til under 10 procent, da de er mere følsomme over for prisstigninger, konkluderer rapporten.

Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, håber, at rapportens konklusioner vil overbevise regeringen om at hæve priserne på tobak.

Rapporten, som er bestilt af Sundhedsstyrelsen og udarbejdet af analysebureauet Incentive, punkterer dermed argumentet om, at højere tobaksafgifter vil få så mange danskere til at købe cigaretter syd for grænsen, at statskassen i sidste ende vil lide under prisstigningen - et argument som flere blå partier har fremført.

Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men DR Nyheder har haft adgang til den.

Dens resultater glæder Kræftens Bekæmpelse.

- Nu kan der simpelthen ikke være flere argumenter tilbage mod at hæve prisen. Vi synes, man skulle hæve prisen under alle omstændigheder, men med den her rapport, så er der da slet ikke flere argumenter tilbage, siger Jesper Fisker, der er direktør i Kræftens Bekæmpelse.

'Fuldstændig amputeret'

Og det er Kjeld Møller Petersen enig i. Han er professor i sundhedspolitik ved SDU, og som han ser det, er alle argumenter mod at sætte tobakspriserne op hermed døde.

- Det er fuldstændig amputeret. I de her diskussioner har man ofte interesseret sig mere for statskassen end for sundheden, og her har vi så den lykkelige situation, at det både bliver bedre for sundheden og faktisk heller ikke skader statskassen, siger han og konstaterer:

- Så er det svært at holde fast i ikke at ville ændre på noget, som i virkeligheden er et af vores største sundhedsproblemer i Danmark.

Kjeld Møller Petersen tilføjer desuden, at priserne for en pakke cigaretter lige nu er dyrere i Tyskland end i Danmark.

De seneste to år er mængden af rygere steget:

I Skatteministeriet har man lavet sin egen undersøgelse af forholdet mellem grænsehandel og øgede afgifter på tobak. Her fremgår det også, at en pris for en 20 styks cigaretpakke på mellem 60 og 70 kroner stadig ville give penge i statskassen.

Selv om de to undersøgelser har enslydende konklusioner, er skatteminister Karsten Lauritzen (V) afvisende over for at sætte priserne op til trods for, at der efter hans eget udsagn er "stærke kræfter i mit eget parti Venstre, som synes, at det er en god ide at kigge på tobaksafgifter".

- Det er ikke regeringens politik at sætte tobaksafgifterne op for at få danskerne til at ryge mindre, siger han.

Penge over sundhed?

Ministeren har en række indvendinger mod rapporten fra Incentive. En af dem er, at rapporten regner med, at op til 45 procent vil køre til grænsen for at købe cigaretter, hvis prisen stiger.

Karsten Lauritzen tror, at det antal vil være højere.

- Det kan være godt for folkesundheden, men skidt for samfundsøkonomien, hvis man øger tobaksafgifterne så meget, siger han.

Men tror du, at folk fra hele landet ville køre til grænsen?

- Altså, hvis man kan spare 40 kroner eller 60 kroner på en pakke cigaretter, ja så tror jeg, at der er rigtig mange, der vil køre syd for grænsen eller købe de 800 cigaretter, man må tage med lovligt til Danmark, når man har været på charterferie.

Professor Kjeld Møller kalder højere cigaretpriser win-win:

Men både direktøren i Kræftens Bekæmpelse og professor Kjeld Møller er faktisk trætte af al den snak om penge.

- Vi har hele tiden ment i Kræftens Bekæmpelse, at det her med rygning er så farligt at sundhedsargumentet er det væsentligste. Så selv om man mistede penge - også i statskassen - så ville vi argumentere for, at prisen skulle sættes op, siger Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse og fortsætter:

- Der er 14.000 mennesker, der dør hvert år af at ryge. Alene det er jo argument nok til at sige, at vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan.

Professor Kjeld Møller er enig, og det kan siges kort:

- Kernen er, at vi ved at sætte cigaretprisen op, får folk til at holde op med at ryge.

Facebook
Twitter