Rapport: Rygning på jobbet koster 180 ansatte livet

Hvert år dør over 180 personer som følge af passiv rygning på arbejdspladsen, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Derfor vil organisationen have al rygning på arbejdet forbudt.

Cirka 180 færre dødsfald årligt, hvis ingen ansatte var blevet udsat for tobaksforurenet luft på arbejdspladsen. Det er konsekvensen af undtagelserne i lov om røgfri miljøer, som gør det muligt at tillade rygning indendørs i rygerum, enkeltmandskontorer og rygekabiner.

700.000 udsættes for røg

Det viser helt nye beregninger, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har udført for Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge SIFs beregninger er det cirka 700.000, der udsættes for tobaksforurenet luft på arbejdet.

- Den her nye undersøgelse viser, at cirka 180 om året dør af tobaksforurening.
Politikerne må indse, at der en gang for alle skal sættes en effektiv stopper for, at mennesker udsættes for sygdomsfremkaldende røg fra andres rygning på arbejdet, siger Kræftens Bekæmpelses direktør Leif Vestergaard Pedersen.

Rygerum og -kabiner beskytter ikke

Verdenssundhedsorganisationen WHO og EU anbefaler 100 pct. rygeforbud på indendørs arbejdspladser. Et forbud, der skal indføres via lovgivning for at sikre ens forhold for alle.

Ifølge regeringens udspil til en revideret lov om røgfri miljøer, skal det fremover være slut med rygning på enkeltmandskontorer, men det vil stadig være muligt for arbejdspladser at tillade rygning i rygerum eller rygekabiner.

Ineffektive alternativer

Ifølge WHO er rygekabiner og rygerum ikke en acceptabel løsning. Begge dele betegnes som ineffektive "alternativer" - også hvis det kombineres med kraftigt øget ventilation, fordi de ikke kan fjerne farlige stoffer i røgen.

- Blot en times udsættelse om ugen for passiv røg øger risikoen for hjertekarsygdomme. Det er uforståeligt, at Danmark i forslaget til ændring af rygeloven, ikke følger WHO og EU's anbefalinger om at flytte røgen 100 procent udendørs. Vi har i dag så omfattende dokumentation for, hvor skadelig den passive røg er. Politikerne må simpelthen vise mod og tage det sidste afgørende skridt og indføre rygeforbud indendørs på landets arbejdspladser, siger sundhedschef i Hjerteforeningen, Charlotte Kira Kimby.

Et skridt i rigtig retning

Socialdemokraternes forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen er udmærket klar over, at Kræftens Bekæmpelse vil have rygning totalt forbudt på arbejdspladser, men politik er det muliges kunst, hvis man vil have en bred politisk aftale, siger han.

- Kræftens Bekæmpelse vil gerne gå tre skridt frem, mens vi kun tager et skridt frem , men det vigtigste er, at vi går samme retning.

Rygelovgivning nytter

Erfaringerne fra både udlandet og Danmark viser, at lovgivning virker.

I 2006 - før loven om røgfri miljøer trådte i kraft, arbejdede 48 procent et sted, hvor der var totalt rygeforbud indendørs. Det tal steg til 67 pct. i 2007 efter lovens indførelse, og i 2009 til 79 pct.

De 183 dødsfald er ifølge SIFs beregninger fordelt cirka således:

Lungekræft: 59
Iskæmisk hjertesygdom: 54
Apopleksi: 49
KOL: 21