Rasende forsvarer efter dom til tillidsmand: 'Det er fuldstændig uacceptabelt'

Tillidsmand fra DB Cargo har anket betinget fængselsdom for forvanskning af beviser fra togulykke.

Forsvarsadvokat Torben Koch er vred over dom på 20 dages betinget fængsel.

Det er uhørt og langt ude, at en 47-årig tidligere ansat i fragtfirmaet DB Cargo er idømt 20 dages betinget fængsel i forbindelse med togulykken på Storebælt i januar, hvor otte personer mistede livet.

Det mener mandens forsvarer, Torben Koch, efter at den tidligere tillidsmand i firmaet, der håndterer jernbanefragt, i dag blev fundet skyldig i at forvanske et bevis. Det skete, da han valgte at slette et navn og en dato fra et dokument, som ledelsen havde bedt om at få udleveret umiddelbart efter ulykken.

- Jeg synes, at det helt åbenlyst er en ukorrekt afgørelse. Jeg synes, at den er urimelig, og den står slet ikke mål med, hvad han har lavet. At give ham en betinget frihedsstraf giver efter min opfattelse absolut ingen mening, siger Torben Koch.

Vil frifindes i landsretten

Den 47-årige har hele tiden bedyret, at han er uskyldig i anklagen, og hvis han alligevel skulle have været fundet skyldig, havde en bødedom været det absolut maksimale.

- Vi anker dommen til landsretten, hvor vi håber, at der er nogle mere fornuftige dommere, som kan se, at han skal frifindes. Han har ikke begået nogen former for bevisforvanskning, som han er tiltalt for. Jeg synes, at dommen er fuldstændig uacceptabel, siger forsvareren.

Specialanklager Bo Bjerregaard havde begæret 20 dages betinget fængsel, hvilket retten også har valgt at følge.

- Retten fulgte min påstand hele vejen, så jeg er tilfreds. Nu må sagen gå sin gang i landsretten, og så må vi se, hvad der kommer ud af det, siger han.

Ulykken på Storebæltsbroen 2. januar kostede otte personer livet, da en trailer med ølkasser blæste af toget fra DB Cargo og ramte et modkørende passagertog.

Havarikommissionen har i en foreløbig rapport om ulykken fastslået, at de låsemekanismer, som skulle holde lasten fast på godstogets vogne, var utilstrækkelige. Havarikommissionens endelige rapport er endnu ikke klar.