Rasmus Paludan starter ny demonstration i Lyngby

Den racismedømte Rasmus Paludan har fået forbud mod at demonstrere i København og Bagsværd i dag.

Rasmus Paludan demonstrerer her til eftermiddag i Lyngby. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Partistifteren Rasmus Paludan har i dag demonstreret på hjørnet af Nybrovej og Bagsværdvej i Lyngby.

Både politiet og en mindre gruppe af moddemonstranter var dukket op. Ifølge Ritzau havde Rasmus Paludan blandt andet kastet med en koran.

Den racismedømte Rasmus Paludan havde anmeldt demonstrationen til Nordsjællands Politi.

Han har tidligere i dag fået forbud mod at demonstrere i København og i Bagsværd, men nu befinder han sig altså i en ny politikreds.

Grupper af moddemonstranter kastede med fyrværkeri, indtil Paludan blev eskorteret væk. Tre personer blev anholdt i forbindelse med demonstrationen i Lyngby - to for vold mod politiet, en for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Rasmus Paludan har fået forbud mod at demonstrere i København frem til den 23. april, meddeler Københavns Politi her til eftermiddag.

Flere forbud mod at demonstrere

I går fik Rasmus Paludan af Københavns Vestegns Politi forbud mod at demonstrere i Albertslund' af hensyn til den offentlige fred'.

Rasmus Paludan har tidligere i dag fået nej til at demonstrere i København ved to demonstrationer - blandt andet på Blågårds Plads på Nørrebro. Forbuddet gælder også fire andre områder i byen, hvor strafzonen i øvrigt er skærpet.

- Vi vurderer, at en demonstration vil udgøre en fare for den offentlige fred. Påbuddet gælder foreløbig til onsdag kl. 12, skrev Københavns Politi på Twitter.

Tidligere i dag undersøgte Københavns Politi et mistænkeligt forhold på Blågårds Plads, hvor pladsen blev spærret af, mens bomberyddere og hunde undersøgte området. Her oplyser politiet at have fundet noget, der kunne ligne en håndgranat.

Politiet skal nu undersøge genstanden og afhøre vidner.

23 anholdt efter uroligheder

Det hele begyndte søndag, da der udbrød uroligheder flere steder i København, efter at Stram Kurs-stifteren demonstrerede på Blågårds Plads. Demonstrationen var dog kortvarig, da politiet hurtigt brød ind, fordi Rasmus Paludan blev angrebet af moddemonstranter.

Herefter vendte de moddemonstrerende sig mod politiet. 23 personer blev anholdt, hvor der både blev brændt biler, containere og cykler af, og der blev kastet brosten og fyrværkeri efter politiet.

Hovedstadens Beredskab rykkede søndag ud flere end 70 gange i forbindelse med urolighederne.

'Fredsdemo' på Blågårds Plads

Mens Rasmus Paludan har fået flere forbud mod at demonstrere, er der her til eftermiddag blevet afholdt det, der skulle have været en fredelig moddemonstration mod partistifteren, inden Paludan fik forbud mod at demonstrere.

Selvom partistifteren ikke kunne være til stede grundet forbuddet, blev moddemonstrationen afholdt alligevel. Demonstrationen havde titlen 'Fredsdemo for kærlighed - vi står mod racisme' på Facebook.

De fremmødte demonstranter dannede en ring om Blågårds Plads på Nørrebro, hvor Rasmus Paludan skulle have demonstreret. Partistifteren har anket sin dom for racisme, da han er uenig i rettens afgørelse.

Opdateret med oplysninger om anholdelser af moddemonstranter i Lyngby.

Facebook
Twitter