Razzia førte til våbenfund

Politiets razzia mod flere Hells Angels-rockerborge førte til fundet af flere skydevåben, oplyser politiet. 30 personer blev anholdt i København og Ishøj.

Razzia ved Hells Angels' rockerborg på Svanevej (Foto: Bjarke Ørsted © Scanpix)

En mistanke om, at noget var på vej i rockermiljøet, har fået Københavns Politi til at endevende alle Hells Angels' tilholdssteder.

Den omfattende ransagning kommer få dage efter et attentat mod en flok HA og AK81-medlemmer på en sushirestaurant i Hellerup.

- Vi havde nogle indikationer på, at noget var i gære. Derfor valgte vi at fremrykke en allerede planlagt aktion, siger Henrik Svindt, der er leder af politiets bandeenhed.

Han har endnu ikke fuldt overblik over resultatet af aktionen, men 30 personer er anholdt, og der er fundet flere skydevåben, oplyser han.

Det var samtlige rockerborge i København og Ishøj, der blev rystet igennem.

- Dertil kommer en række andre lokaliteter i og uden for København, siger Henrik Svindt.

Blandt de steder, der fik uvarslet besøg af politiet, er Jægersborggade på Nørrebro, der er kendt for sin ivrige hashhandel, der sættes i relation til Hells Angels.

Facebook
Twitter