Red Barnet giver officiel undskyldning til tvangsfjernede grønlandske børn

22 grønlandske børn, som var en del af et socialt eksperiment i 50'erne, får personlig undskyldning.

Kristine Heinesen (tv), Helene Thiesen (mf) og Gabriel Schmidt er tre af de grønlænderbørn, som i dag får en undskyldning.

Det var en upassende og krænkende rolle, som Red Barnet spillede, da 22 grønlandske børn i 1950’erne blev tvangsfjernet og sendt til Danmark. Sådan lyder det fra organisationen selv, der i dag giver en officiel undskyldning.

- Jeg forestiller mig ikke, at den smerte, som vi naturligvis har været med til at forvolde dem, går væk. Men det er vores mulighed for at beklage den rolle, vi har spillet historisk, siger konstitueret generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.

Red Barnet var med til at udvælge de 22 børn, som blev sendt til Danmark i plejefamilie. Her skulle de lære dansk og senere vende tilbage til Grønland som rollemodeller. Men flere af dem mistede både kontakt til deres familie og kulturen.

Personlig undskyldning - måske skriftlig

I 2010 undskyldte Red Barnets daværende generalsekretær Mimi Jakobsen i en radioavis. Men organisationen erkender i dag, at den undskyldning ikke var direkte nok til de berørte. Derfor mødes Red Barnet senere i dag ansigt til ansigt med fire af de tilbageværende.

- Det var tydeligvis ikke nok for overleverne fra dengang. Og hvis de ønsker, at det også bliver på skrift, så kan jeg ikke forestille mig, at vi ikke også vil efterleve det, siger Jonas Keiding Lindholm.

Den danske stat - hverken blå eller røde regeringer - har givet en officiel undskyldning for sin rolle.

Rettelse 11.05: I den oprindelige artikel skrev vi, at Red Barnet stod bag ideen. Det var upræcist. De stod bag projektet sammen med de danske og grønlandske myndigheder.

Facebook
Twitter