Red Barnet om vold mod børn: Vi skal turde banke hos naboen

Vold i hjemmet mod børn er et tabu, der endnu ikke er blevet brudt, siger børneorganisationen Red Barnet.

Vold mod børn udgør et stort problem, mener Red Barnet, der blandt andet mener, vi skal være bedre til at spotte det i lokalmiljøet og gribe ind. (Foto: Ulrik Jantzen © Scanpix)

29 procent af alle børn i 7. klasse har det seneste år oplevet vold i en eller anden form inden for hjemmets fire vægge.

Det viser en undersøgelse fra Børnerådet.

Tallet overrasker ikke Red Barnet, der ser det som et bevis på, at vold mod børn fortsat er voldsomt tabuiseret i vores samfund, siger seniorrådgiver Gitte Jakobsen.

- Vi skal turde gribe ind. Vi skal nogle gange træde hen over det, der er vores egen komfortzone - vores egne grænser. Vi skal turde banke på ved naboen, når vi kan høre, at noget er galt. Vi skal turde gribe ind og sige det højt. Der er så mange børn, der lever med vold i deres hverdag, siger hun.

Undersøgelsen fra Børnerådet viser også, at 9,8 procent af børnene gentagne gange oplever vold i hjemmet.

Det overrasker heller ikke Gitte Jakobsen, for tidligere undersøgelser har afdækket et næsten tilsvarende omfang af vold mod børn.

- Jeg ville ønske, at det overraskede mig. Jeg ville ønske, at tallet var nul - at det (volden, red.) ikke var der, men vi ved godt, at mange børn bliver udsat for vold. Det er derfor, vi har valgt at sætte så stærkt fokus på, at vi skal stoppe volden mod børn, siger hun.

Forældre skal lære at reagere på en anden måde

Børnerådets undersøgelse kategoriserer - modsat tidligere undersøgelser - det at nive som mindre grov vold. Men det er efter bogen, siger Gitte Jakobsen.

- Per definition er det vold, når man tager hårdt fat i et barn, fordi barnet oplever det som noget ubehageligt. Noget der gør ondt inden i, siger hun.

Men vi kender da alle sammen situationen en fredag eftermiddag nede i supermarkedet: En forælder, der måske har haft en lang dag, og som lige tager fat i armen på sit barn. Er det virkelig vold?

- Vi kan altid diskutere det, hvis det sker den ene gang. Men er det et mønster, og er det den måde, forældrene er på over for børnene, er det vold, og så er det forældre, der har brug for at lære at gøre det på en anden måde i samtalen med deres barn, svarer Gitte Jakobsen.

Du kan se mere om emnet, når DR2 mandag aften klokken 21.30 sender dokumentaren "Vejen væk fra volden", der undersøger, hvad der sker, når børn udsættes for fysisk og psykisk vold.

Facebook
Twitter