Red Barnet: Vi skal holde op med at bruge ordet sugardating om børn og unge under 18 - der er tale om overgreb

Sugardating lyder nærmest barnligt - men det er det ikke, lyder det fra Red Barnet.

- Man kan ikke tale om, at et barn kan have sex - og slet ikke med en voksen. Når en voksen er involveret med et barn, så er der tale om overgreb.

Sådan siger psykolog hos Red Barnet, Ane Lemche. Kommentaren kommer efter, at DR Nyheder i dag har fortalt, hvordan 15 af landets kommuner enten har konkrete sager eller mistanke om, at børn og unge er i relationer, hvor der bliver udvekslet seksuelle ydelser i bytte for gaver, stoffer eller kontant betaling.

Den form for relation, hvor en yngre person udveksler sex eller intimt samvær med en ældre person, der giver materielle gaver eller penge til gengæld, kaldes for sugardating.

Men Ane Lemche mener, det kan være direkte skadeligt, at bruge samme betegnelse om det, der sker, når den unge er under 18 år.

- Ordet sugardating får det til at lyde hyggeligt og sødt, nærmest barnligt. Men det er det ikke. Det er overgreb, siger hun.

Stor debat

DR nyheders historier om emnet har da også medført en del debat på de sociale medier, om hvorvidt man skal bruge ordet sugardating, når det handler om børn og unge.

- 12-årige “sugardater” ikke! sig det som det er. De bliver groomed af pædofiler, lyder en kommentar på Twitter.

- Det, der foregår er, at voksne mænd presser sig til sex hos mindreårige, skriver en anden.

I Danmark er det ulovligt at have sex med en, der er under 15 år. Og det er ulovligt at købe sex af unge under 18 år.

- Det mister vi blikket for, hvis vi pakker det, der sker, ind i sukkersødt sprog, siger Ane Lemche.

Derfor bør fokus da også rettes mod de mænd, der kontakter unge kvinder og piger og tilbyder betaling for seksuelle ydelser, skriver Dansk Kvindesamfund i en kommentar på Instagram.

- Det er dem, der gør noget forkert. Det er ofte en del af en groomings process, hvilket vi i Dansk Kvindesamfund synes bør gøres strafbart, skriver de.

Vi skal give børn og unge trygge relationer

Sagen er, at børn og unge er sårbare, og voksne burde vide bedre end at udnytte dem - også selvom den relation, de indgår i, ikke involverer sex, mener Ane Lemche.

- Det er de færreste af den slags realtioner, som er uskyldige. Det kan være, det virker sådan i starte, men det kan være en glidebane, siger hun.

- Og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis børn og unge bliver involverede i relationer til meget ældre personer. De har hverken modenheden, livserfaringer eller netværket til at sige fra.

Ifølge Ane Lemche skal vi som samfund lære unge om grænser og om at mærke efter, hvor de grænser går.

Og Mads Andersen Høg, der er teamleder i RedenUng, som arbejder med at oplyse unge om køb og salg af sex, mener, at det kan være svært at sætte grænser, hvis man er i en relation med en ældre mand.

- Så er der pludselig meget på spil. Og det kan være rigtig svært at sige fra overfor. Men vi skal lytte til de unge og lære dem at begå sig på sociale medier, hvor de kan komme ud for alt muligt. De kan få tilsendt billeder og kommer i kontakt med folk, der vil udfordre deres grænser.

Og så mener Mads Andernsen Høg også, at voksne skal tage deres del at ansvaret.

- Det er ikke kun de unge, der skal lære deres grænser at kende - alle andre skal jo også opføre sig ordentligt.

FacebookTwitter