Redaktør: Grønlændere vil ikke ofre levestandard for selvstændighed

Grønlands største parti, Siumut, har genvalgt landsstyreformand Kim Kielsen.

Landsstyreformand Kim Kielsen er blevet genvalgt som formand for Siumut. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

Landsstyreformand Kim Kielsen er genvalgt som formand for Grønlands største parti, Siumut.

Han fik 48 stemmer, mens hans udfordrer Vittus Qujaukitsoq måtte nøjes med 19 stemmer blandt de 67 stemmeberettigede til formandsvalget.

Formandsvalgets helt store tema har været Grønlands selvstændighedsproces, og i hvilket tempo løsrivelsen fra Danmark skal foregå.

Udfordreren Vittus Qujaukitsoq ville have fart på løsrivelsen, mens Kim Kielsen har holdt fast i et længere fremtidsperspektiv for Grønlands selvstændighed.

- Først og fremmest er det et tab her og nu til selvstændighedsfløjen i partiet, siger redaktør på Grønlands Radio, KNR, Jonas Løvschall-Wedel.

- Og så betyder sejren, at Kim Kielsen får ro på bagsmækken. Det har særligt været i hans eget parti, Siumut, at der har været kritik af selvstændighedshastigheden. Men nu kan han jo så kigge sine modstandere i øjnene og sige: Min linje vandt.

Vil ikke ofre levestandard

Selvom Kim Kielsens mere moderate selvstændighedspolitik har vundet, betyder det ikke, at den grønlandske befolkning ikke ønsker selvstændighed.

- Der er ingen tvivl om, at der er et stort ønske om selvstændighed i Grønland. Men det er også helt tydeligt, at langt de fleste grønlændere har lidt mere tålmodighed end Vitus Qujaukitsoq.

- Eksempelvis sagde 78 procent af de adspurgte i en rundspørge i avisen Sermitsiaq nej til selvstændighed, hvis det betyder, at man går ned i levestandard, siger Jonas Løvschall-Wedel.

Med genvalget som formand for Siumut fortsætter Kim Kielsen også som landsstyreformand.