Reel mulighed at få OL til Danmark

Det er ikke kun drømmerier når Danmark gerne vil være vært ved de olympiske lege. Et flertal af eksperter vurderer, at det er muligt.

(© Stock.xchng)

Der er en reel mulighed for at få de olympiske lege til Danmark i år 2020 eller 2024, skriver Politiken. Vurderingen kommer fra et flertal af de 80 eksperter og personer med indflydelse i den internationale sportsverden, som indgår i en undersøgelse om Danmark som vært.

68 procent af de adspurgte mener ifølge avisen, at Danmark har en chance for at være vært ved de olympiske lege i 2020 eller 2024.

Stadig kun en drøm

Formanden for Danmarks Idræts-Forbund, Kai Holm, der også er medlem af den internationale olympiske komite, IOC, er glad for resultatet. Men han understreger, at stadigvæk kun er en drøm og kræver handling, før den kan blive en realitet.

- Langtidsmålet hedder OL 2024. Det kræver, at en række forudsætninger skal falde på plads inden, og hvis de ikke gør det, giver det ingen mening at søge om OL, siger han til Politiken.

Ritt Bjerregaard, der er overborgmester i København, er heller ikke i tvivl om, at Danmark kan holde OL, men en forhindring er hovedstadens nedslidte idrætsfaciliteter, der ikke egner sig til OL. Der skal bygges nye, og det vil København ikke betale alene.

- Derfor har jeg været så fast i kødet på, at regeringen er nødt til at spille med. OL skal godt nok ligge i København, men det er Danmark, der i meget høj grad træder frem på baggrund af det her, siger Ritt Bjerregaard.

Facebook
Twitter