Reform rammer småøerne

Danmarks små øer er bange for nedskæringer på ældrepleje, færgedrift og skoler efter strukturreformen. Det kom frem på generalforsamlingen lørdag i foreningen af danske småøer.

Sammenslutningen af danske småøer er bekymret for at kommunalreformen vil gå ud over småøerne, herunder færgefarten. Her på øen Fur i Limfjorden. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Landets små øer frygter, at kommunalreformen vil gå ud over dem. Det siger Henry Larsen, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, som lørdag holdt generalforsamling på Fur i Limfjorden.

- De nye kommuner gør meget for at inddrage borgerne, men samtidig er det ved at gå op for dem, at det koster at lave kommunesammenlægninger. Nu er sandhedens time ved at melde sig, og så kigger man jo efter, hvor man kan spare. Det kan vi godt blive bange for på de små øer, erklærer Henry Larsen.

Han opfordrede i sin beretning kommunerne til ikke at lave panikløsninger og begynde at nedlægge skoler eller spare på ældreforsorgen på øerne. Det sidste er ved at ske på Henry Larsens egen ø, Sejerø i Kalundborg Kommune, siger han.

De 27 medlemmer i småøernes forening er også bekymrede for færgedriften, som er øernes livline til fastlandet, og øerne vil rejse problemet på et møde med Folketingets Ø-kontaktudvalg.

En tredje sten i skoen for de mindre øer er hjælpen til ofre for stormflod, som var ret begrænset, da digerne på flere af øerne blev ødelagt sidst uvejret rasede.

Facebook
Twitter