Regeringen arbejder på at åbne kirker i påsken: Det bekymrer præsterne

Præsteforeningen forstår ikke regeringens udmelding om at åbne kirker i påsken.

Kirkeminister Joy Mogensen (S) ser gerne, at kirker er åbne i påsken, hvis det kan lade sig gøre på en sundhedsmæssig tryg måde. (arkiv) (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Kirkerne rundt omkring i landet har stået tomme siden 11. marts, hvor coronakrisen for alvor ramte Danmark.

Hvis det står til regeringen og kirkeminister Joy Mogensen (S), så skal danskerne dog kunne markere kirkens vigtigste højtid, påsken, i kirken.

- Det ville være smerteligt, hvis alle kirker skulle holde lukket i påsken uden nogen form for kirkelig markering. Ikke mindst i en alvorlig tid, hvor danskerne i særlig grad søger fællesskaber og mening. Derfor arbejder regeringen nu på en løsning, så vi også i kirken kan fejre påske inden for en ansvarlig ramme, skriver kirkeministeren i en pressemeddelelse.

Ifølge kirkeministeren er man i dialog med både folkekirken og sundhedsmyndighederne om, hvordan man kan genåbne kirkerne på en tryg måde.

Mens nogle præster gerne byder kirkegængere velkommen i påsken, har der siden udmeldingen været flere præster, der har udtrykt bekymring, og de får nu opbakning fra Præsteforeningen.

Modsatrettet at lempe begrænsninger

Ifølge Præsteforeningens formand, Per Bucholdt Andreasen, handler bekymringen i høj grad om, hvordan det overhovedet vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde gudstjenester i påsken, hvor især mange ældre normalt plejer at deltage.

- Jeg oplever det som en udstrakt hånd fra regeringen, men problemet er, at det er uklart, hvad man lægger op til. Så det er svært at gå ind i fra kirkens side ude lokalt, siger han til DR Nyheder.

Ifølge ham kan det virke usolidarisk, at folkekirken ikke giver afkald på fejringen af påsken, når nu resten af samfundet giver afkald på så meget.

Derfor er det ifølge Præsteforeningen afgørende, at det er sundhedsmyndighederne, der sætter rammerne for, hvordan kirkerne kan åbnes.

- Vores bekymring går på, at det kan være meget vanskeligt at håndtere den sundhedsmæssige udfordring i mange kirker, og kirkens personale kommer til at stå med et meget stort ansvar for, at det kan lade sig gøre, udtaler Per Bucholdt Andreasen i en pressemeddelse.

Bekymringen hos præsterne gør indtryk på ministeren, og på Facebook lover hun, at sundhed og sikkerhed kommer i første række.

- Det er der ingen tvivl om. Ingen overvejer at genåbne kirken for almindelige gudstjenester, skriver hun i et opslag.

Krarup: Åbn kirkerne

En af de første til at kritisere beslutningen om at lukke kirkerne var Dansk Folkepartis Marie Krarup. Hun syntes, at det var mærkeligt, at man kunne gå i Bilka, men ikke i kirke.

- Når nu det er muligt at købe ind, så er det da mærkeligt, at man ikke kan lave en eller anden form for gudstjeneste påskeøsndag i det mindste. Det er kirkens største højtid, og det giver os tro og håb på, at vi kan komme igennem det her, siger hun til DR Nyheder.

Derfor glæder Marie Krarup sig også over kirkeministerens udmelding. Ifølge hende skal det være frivilligt for præsterne, og man skal se på kirkebygningerne, og hvor mange der kan være i dem ad gangen.

- Selvfølgelig kan man ikke lave en normal gudstjeneste, hvor folk sidder tæt sammen i en time. Det er helt udelukket. Man skal finde en anden model, der er ansvarlig, siger hun.

Marie Krarup anbefaler blandt andet, at man kan sætte kirketjeneren til at holde øje med, hvor mange der kommer i kirken, og at gamle og svækkede holder sig hjemme. Det kunne også sagtens være Hjemmeværnet, som holder øje med antallet, og med at folk holder afstand.

Regeringen ser også på, hvordan andre trossamfund kan gennemføre deres religiøse højtider i denne tid på en "sundhedssmæssigt betryggende måde”.

Facebook
Twitter