Regeringen bøjer sig efter kritik af ny dyrevelfærdslov: 'Dyr kan også føle'

Det vil nu fremgå af lovteksten, at dyr er sansende væsner, lover Socialdemokratiet.

(ARKIV) I en ny dyrevelfærdslov bliver det nu skrevet ind, at dyr er 'sansende væsner'. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er nu med al sandsynlighed politisk flertal bag en aftale om en ny dyrevelfærdslov.

Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde i første omgang forlangt, at det i loven skulle fremgå, at dyr er sansende væsner.

Alt andet er nemlig både 'grotesk og absurd', lød det fra Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, Søren Egge Rasmussen, i sidste uge.

I det oprindelige lovudkast lød det, at 'dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe'.

Til gengæld var der ikke et eneste ord om, at dyr er 'sansende væsner'.

Efter at have været i tænkeboks bøjer regeringen sig nu for kravet og stiller et ændringsforslag til dyrevelfærdsloven.

Det fortæller Socialdemokratiets dyrevelfærdsordfører, Anders Kronborg.

- Jeg synes, at både Dyrenes Beskyttelse og de partier, som vil have det indført i loven, rammer hovedet på sømmet, siger han og fortsætter:

- Jeg må også anerkende, at argumenterne er stærke, og jeg synes også, at det sender et godt signal om, at vi er i 2020. Dyr er sansende væsner, der kan føle, og dem skal vi behandle ordentligt.

Mangler videnskabelig dokumentation

Blandt andet Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten havde i et spørgsmål til fødevareminister Mogens Jensen (S) opfordret ham til at ændre udformningen af loven, før den forventes at blive vedtaget i begyndelsen af februar.

Ministeren svarede, at han ville overveje at føje partierne, men at der ikke er dokumentation for, at alle dyr 'er i stand til at føle og opfatte eller sanse smerte og lidelse'.

Anders Kronborg, hvorfor vælger I at ændre formuleringen i formålsparagraffen, når der ikke er dokumentation for, at alle dyr er 'sansende væsner'.

- Mange af de dyr, som vi primært har med at gøre, er sansende væsner - for eksempel husdyr og dyr i produktionen. Når vi skriver, at dyr er sansende væsner, så sender vi et stærkere signal om, at dyr skal behandles ordentligt, siger dyrevelfærdsordføreren.

Det ventes, at lovforslaget om en ny dyrevelfærdslov skal 2. behandles 30. januar, og herefter forventes den at blive vedtaget 6. februar.