Regeringen forbyder forsamlinger på mere end fem personer og skærper afstandskravet: Få overblikket her

Afstandskravet skærpes i detailhandlen, mens børnehaver og vuggestuer fredes fra lukning.

Statsminister Mette Frederiksen, på et pressemøde om covid-situationen i Statsministeriet tirsdag den 5. januar 2021. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Nytåret 2021 fortsætter, hvor 2020 slap.

- Kun fem dage inde i det nye år står vi her igen. Desværre, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Myndighederne hæver risikoniveauet fra 4 til 5, hvilket er det højeste niveau. Det betyder, at der nu er udbredt coronasmitte, og at sundhedsvæsnet er presset i forhold til coronapandemien.

Således strammer regeringen her til eftermiddag igen på restriktionerne for at bremse coronasmitten.

Forsamlingsforbuddet ændres fra 10 til fem

Konkret betyder det, at forsamlingsforbuddet ændres så det fra i morgen højst er tilladt at samles 5 personer i det offentlige rum. Grænsen ligger indtil i dag på højst 10 personer. Der er ingen grænse i private hjem, men regeringen opfordrer også til, at man overholder grænsen her - såfremt det er muligt.

- Det betyder, at der er udbredt samfundssmitte og der er risiko for overbelægning på sygehusene, siger Mette Frederiksen.

Myndighederne vurderer, der er udbredt samfundssmitte og at behandlingskapaciteten på sygehusene overskrides.

Det siger statsministeren på et pressemøde i Statsministeriet - det første af slagsen i år.

- Smittekurven vil være stejlere og have et højere toppunkt, end den udvikling vi kender. Derudover skal en større del af befolkningen være immune for at vi kan få flokimmunitet. Hvis ikke vi griber ind, så vil flere dø, og vores sundhedsvæsen vil komme under stort pres, siger Mette Frederiksen.

Forsamlinger på over fem personer forbydes som led i regeringens restriktioner for at bremse coronasmitten.
Forsamlinger på over fem personer forbydes som led i regeringens restriktioner for at bremse coronasmitten.

Dobbelt op på 'hold afstand'

Det såkaldte afstandskrav ændres, så anbefalingen nu lyder på to meter mod tidligere én meter. Det gælder både i supermarkedet og andre steder i det offentlige rum.

Restriktionerne gælder i første omgang frem til den 17. januar, men regeringen forventer, at det kan blive nødvendigt at forlænge alle de gældende restriktioner. Det vil blandt andet sige lukkede skoler og lukkede restauranter.

- Det kan man godt indstille sit sind på allerede nu, siger Mette Frederiksen.

Afstandskravet ændres, så du nu skal holde to meters afstand til andre i blandt andet butikker.
Afstandskravet ændres, så du nu skal holde to meters afstand til andre i blandt andet butikker.

Faldende smitte men mutation skræmmer

De skærpede restriktioner kommer efter nogle dage, hvor det samlede antal daglige smittede ellers er faldet. De viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut. I alt 1.992 personer er smittet det seneste døgn og antallet af indlagte er faldet med 22 personer til nu 942 indlagte.

Tallene er dog svært sammenlignelige med de rekordhøje smittetal under julen, da færre personer lader sig teste nu end før jul, har flere eksperter påpeget.

Og samtidig frygter regeringen, at smitten skal stige markant på grund af den nye virusmutation, der er noget mere smitsom. En mutation som sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet kalder 'den engelske variant'.

Aflys aftaler

Trods de skærpede restriktioner freder regeringen daginstitutionerne.

Sundhedsmyndighederne vurderer, at det fortsat er forsvarligt at holde institutionerne åbne, siger statsministeren.

Den fortsatte åbning af dagtilbuddene til de mindste børn kommer, selvom støttepartierne SF og Enhedslisten helst så, at daginstitutionerne blev midlertidigt lukket. Det afviste børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil imidlertid allerede i går.

Regeringen tager i stedet initiativ til at udvikle en model, så personale i blandt andet dagtilbuddene får mulighed for at lade sig teste på arbejdspladsen for at afgøre, hvorvidt de er smittet med coronavirus.

- Bliv mest muligt derhjemme. Arbejd hjemme, hvis du kan, siger Mette Frederiksen.

Regeringen overvejer samtidig, om der skal yderligere restriktioner på indrejse fra andre lande end Storbritannien. Det gælder blandt andet Sydafrika, hvor der også er fundet en farlig mutation.

Mette Frederiksen tænder samtidig et lille lys med håb i mørket:

- Vi står i et reelt kapløb med tiden. De næste måneder bliver de sværeste i epidemien. Derefter vil foråret hjælpe os. Og stadig flere bliver vaccineret.

- Vi har vist, hvad vi kan i det her land, og nu skal vi i de kommende uger stå sammen og få bragt smitten ned, siger Mette Frederiksen.

Det fremgik kortvarigt af denne artikel, at regeringen opfordrer forældre til at holde børn hjemme fra daginstitutioner. Det er ikke tilfældet.