Regeringen: Forsamlingsforbud på ti personer gælder ikke på sociale tilbud

Der skal afsættes 50 millioner kroner til at bekæmpe ensomhed, foreslår regeringen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger, at sociale tilbud fortsætter på en ansvarlig måde. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Socialt udsatte danskere skal ikke frygte for, at deres hverdag rammes af, at forsamlingsforbuddet nu sættes ned til en grænse på ti personer.

Det siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på et pressemøde.

- Det skærpede forsamlingsforbud gælder ikke for sociale tilbud, siger hun.

Dermed kan herberger for hjemløse, væresteder, krisecentre og lignende fortsætte med deres normale drift.

På visse sociale tilbud vil der dog blive indført krav om mundbind for blandt andre personalet. Folk, der bor på sociale tilbud er dog undtaget fra kravet.

- Det skærpede forsamlingsforbud gælder ikke for sociale tilbud. Fortæl det videre, så socialt udsatte ikke tror, at de ikke kan få hjælp, siger Astrid Krag.

Vil afsætte 50 millioner til at bekæmpe ensomhed

Regeringen vil desuden afsætte 50 millioner kroner, der blandt andet skal gå til at bekæmpe ensomhed og isolation under coronaudbruddet.

Pengene er tiltænkt at gå til kulturlivet og foreninger på det sociale område.

- Vi ved, at den nuværende situation kan føre til ensomhed og isolation. Især for sårbare unge og ældre. Det er en hård tid, vi går ind i.

- Kampen mod ensomhed og isolation skal komme bredt ud i samfundet, så vi kommer igennem den her tid, siger Astrid Krag.

Fire ministre var til stede på pressemødet: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S). (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Forslaget skal nu forhandles med de andre partier i Folketinget.

Bekæmpelse af ensomhed blandt unge bliver også et fokus for regeringen, blandt andet med et topmøde.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen siger, at der skal samles kvalificeret input fra virksomheder, ungdomsuddannelser, kulturinstitutioner og andre for at kunne skabe nye og meningsfulde fællesskaber for de unge.

Til topmødet vil der blive diskuteret og idéudviklet på, hvordan ensomhed blandt unge kan forebygges i en krisetid med social afstand.

Facebook
Twitter