Regeringen har udflyttet arbejdspladser: Men mange andre job er forsvundet

4.800 arbejdspladser er flyttet, men der er kun kommet 2.700 nye statslige job uden for hovedstaden.

Selvom regeringen har flyttet job væk fra hovedstaden, så har blandt andet uddannelsesområdet været underlagt sparekrav, der har kostet arbejdspladser på blandt andet gymnasier rundt omkring i landet. Billedet er et arkivfoto. (Foto: Thomas lekfeldt)

Siden 2015 har regeringen arbejdet på at rykke statslige arbejdspladser væk fra København.

Det betyder dog ikke, at der i det store regnskab er kommet 4.800 ekstra statsjob uden for hovedstadsområdet.

Fra tredje kvartal af 2015 til udgangen af sidste år steg antallet af statslige arbejdspladser uden for Region Hovedstaden kun med knap 2.700.

Det viser tal fra Finansministeriets Forhandlingsdatabase, hvor der blandt andet ligger oplysninger om årsværk for alle ansatte på statslige overenskomster og aftaler.

Professor: Ikke stor effekt

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2015 præsenterede planen om at flytte arbejdspladser væk fra hovedstaden, lød begrundelsen:

- Regeringen ønsker et Danmark med bedre balance. Derfor bringer vi statslige arbejdspladser tættere på borgerne, tættere på virksomhederne, sagde statsministeren.

Formuleringen om den bedre balance gik igen, da regeringen sidste år fulgte op med flytningen af yderligere arbejdspladser, så der på sigt rykkes rundt regnet 7.900 arbejdspladser til andre dele af landet.

Det går dog ikke så godt med balancen, som man kunne ønske sig, vurderer professor i politik og offentlig forvaltning ved Roskilde Universitet Jacob Torfing.

Han peger på, at for eksempel uddannelsesområdet har været underlagt sparekrav, der har kostet arbejdspladser på blandt andet gymnasier rundt omkring i landet.

- Hvis ønsket er at bringe Danmark i bedre balance, kan vi ikke være helt tilfredse med det, der er sket. Regeringen har med den ene hånd flyttet statslige arbejdspladser ud, men samtidig har den med den anden hånd lavet en spareøvelse, som har fjernet statslige job ude i provinsen, siger han.

Besparelser på uddannelsesområdet

Det er HK Stat, der har trukket tallene fra Finansministeriet database for DR Nyheder. Og her mener formanden for de statsligt ansatte, Rita Bundgaard, at regeringen maler et skønmaleri med opgørelsen over de 4.800 flyttede arbejdspladser.

- Når regeringen maler et billede af, at den vil skabe en bedre balance med statslige arbejdspladser over hele Danmark, tales der alene om de udflyttede arbejdspladser, siger hun.

- Men de glemmer at sige, at de samtidig hver evig eneste dag fjerner statslige arbejdspladser gennem effektiviserings- og sparekrav.

Borgmester: Staten bakker os ikke op

Et af de steder, hvor antallet af statslige arbejdspladser decideret er faldet, er Hedensted Kommune i Sydøstjylland.

Her er der de seneste år kommet 20 procent færre arbejdspladser til statsansatte, hvilket blandt andet skyldes lukningen af Statsfængslet Møgelkær.

- Vi har sagt farvel til over 100 arbejdspladser i vores åbne statsfængsel, og det affødte omgående, at den lille brugs i området ikke kunne eksistere. Så går den negative spiral i gang, for en lille by uden indkøbsmuligheder er bare ikke ret attraktiv, siger borgmester Kasper Glyngø (S).

Han ærgrer sig over, at de tabte arbejdspladser ikke er blevet erstattet af andre statslige arbejdspladser.

- Vi har i dén grad prøvet at fastholde vores borgernære institutioner som skoler, daginstitutioner og plejehjem, så det er rigtig ærgerligt, at staten ikke bakker os op.

Minister: Det har en stor effekt

Minister for Offentlig Innovation Sophie Løhde (V) påpeger, at flytningen alt andet lige har tilført godt 7.900 statslige arbejdspladser til områder uden for hovedstadsområdet.

Det er arbejdspladser, som ifølge ministeren ikke ville have været der, hvis regeringen ikke havde gennemført de to flytterunder.

- Tallene viser sort på hvidt, at der er fremgang i statslige arbejdspladser i samtlige regioner med undtagelse af Region Hovedstaden, siger hun.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det har en stor effekt, at vi har fået sikret, at vi for første gang nogensinde har fået vendt udviklingen, så de statslige arbejdspladser ikke bare bliver koncentreret omkring København.

Facebook
Twitter