Regeringen klar med nye retningslinjer: Coronasmittede mink skal ikke længere aflives

Flere foranstaltninger skal sikre, at minkavlere ikke længere får aflivet deres besætning, hvis man finder coronavirus på farmen.

Omkring 20.000 mink på tre farme blev aflivet på grund af forsigtighedprincip, fordi de var smittet med coronavirus. (Arkivfoto) (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Omkring 20.000 mink er blevet aflivet i løbet af de seneste par uger, efter man fandt coronavirus på tre forskellige nordjyske farme.

Men det kommer ikke til at ske i fremtiden, hvis der opstår flere udbrud blandt mink.

Regeringen har nemlig lavet en ny strategi, oplyser den i en pressemeddelelse.

"Det er vores vurdering, at vi med de forebyggende indsatser kan holde smitte med COVID-19 i minkbesætninger på et minimum. Med den viden vi har og med de nye tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt, at lade COVID-19-smittede minkbesætninger leve fremover", skriver fødevareminister Mogens Jensen (S) i pressemeddelelsen.

Strategien indeholder ifølge pressemeddelelsen en række forskellige tiltag. Man skal blandt andet bruge værnemidler, og der er retningslinjer om hygiejne for alle, som kommer på minkfarmen.

Hvis man finder ud af, at en farm er smittet med coronavirus, så skal Fødevarestyrelsen ud og gå farmen igennem for at sikre sig, at ingen mink kan løbe væk derfra - og på den måde tage smitten med ud.

Derfor skal minkejerne også foretage optællinger løbende.

Den nye strategi vil dog først blive indført, når en ny bekendtgørelse og påbuddene træder i kraft, hvilket vil ske i løbet af juli.

Minkene bliver aflivet efter samme metode, som man bruger, inden de sendes til pelsning. Omkring 20.000 mink er blevet aflivet i løbet af de seneste to uger. (Foto: Johnni Isaksen © DR Nyheder)

125 farme testet

Efter fundet af coronavirus på tre nordjyske besætninger har Fødevarestyrelsen lavet en screening af 125 forskellige minkfarme for at se, om smitten var andre steder i landet.

Ingen af minkene blev dog testet positive.

Ifølge regeringen skal alle danske minkavlere på skift over en periode på tre uger sende prøver fra deres besætning, så de kan analyseres.

I første omgang gennemføres der to runder af overvågningen.

"Screeningen giver os en viden om, at COVID-19 ikke er udbredt i de danske minkfarme. Vi vil dog fortsat overvåge situationen og udføre tests, så vi har et klart overblik over situationen og hurtigt vil kunne reagere, hvis uheldet er ude", lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen i pressemeddelelsen.

Forbindelse mellem mink og plejehjem

Der kom fokus på de danske minkfarme efter et udbrud af coronavirus på plejehjemmet Vendelbocenteret i Hjørring Kommune.

Flere ansatte og beboere blev testet positive, og tre beboere døde, mens de var smittet. Derudover blev der også fundet smitte på tre forskellige skoler i samme kommune.

Statens Serum Institut lavede efterfølgende undersøgelser af virusset fra minkene på de to første farme, på avlerne og på prøver fra beboere og ansatte.

Man kunne slå fast, at der var tale om den samme type mutation af virus, men det var uvist, hvem der havde smittet hvem i første omgang.

Danmark er verdens største eksportør af minkpels med Nordjylland som den landsdel, hvor flest er beskæftiget inden for erhvervet.

I alt har man slået over 500.000 mink ihjel i Holland, hvor der ligeledes er fundet udbrud hos mink.

Selvom minkavler fra Jerslev ved Brønderslev Mads Trier er lidt spændt på, hvordan tingene vil se ud, hvis hans besætning skulle blive smittet, er han da også glad for, at besætningen ikke umiddelbart skal slås ned.

- Det ville være rigtig ærgerligt at skulle miste alle mine avlsdyr, besætningen og alt det, vi har arbejdet på, siger han.

Mads Trier må vænne sig til at bruge mundbind, når han skal fodre sine mink. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)

Derfor håber Mads Trier også, at man fremover helt kan undgå, at smitte spreder sig til andre besætninger.

- Det er rigtig træls at skulle have værnemidler på, især det her mundbind. Men jeg tænker også, at det er en del af det, der skal til for at beskytte vores mink mod coronavirus, siger han.

Formand for minkavlerne: Jeg er tilfreds

Tage Pedersen, der er minkavler og formand for Dansk Pelsdyravlerforening/Kopenhagen Fur, er glad for, at der nu er kommet nye retningslinjer.

- Det er jeg rigtig godt tilfreds med, at risikovurderingen betyder, at jeg ikke skal slå mine dyr ihjel, siger han.

Han påpeger også, at han er glad for, at man ikke har fundet virusudbrud på andre farme.

- Det er utrolig glædeligt. Vi har gået og været lidt nervøse for, om virusset var andre steder, for man vil ikke have ens dyr er syge.

Derimod er Tage Pedersen lidt bekymret over, at regeringen nu kræver, at minkavlerne skal bære masker omkring dyrene.

- Det er jo ikke bare lige at gå med maske, når man skal lave fysisk arbejde. Vi må se, om vi ikke kan finde en praktisk løsning på det, lyder det fra formanden.

Hvad er jeres eget forslag?

- Den diskussion tager vi med Fødevarestyrelsen. Vi må se, om vi ikke kan finde en løsning.

Artiklen er opdateret med kommentarer fra minkavler Mads Trier.

FacebookTwitter