Regeringen øger militært bidrag: 500 flere danske soldater skal udsendes

Danmark skal føre en endnu mere aktivistisk udenrigspolitik, lyder det fra regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen holdt pressemøde om et øget militært bidrag til en række internationale missioner. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Regeringen øger Danmarks militære engagement i udlandet.

Det har statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen netop fremlagt på et pressemøde.

- Danmark er et land, som aktivt tager ansvar ude i verden. Og vi gør det inden for rammerne af Nato og FN. Men også sammen med USA samt Frankrig, som er en af vores vigtigste sikkerhedspolitiske samarbejdspartnere i Europa, sagde statsministeren, da hun indledte pressemødet i Spejlsalen i Statsministeriet.

Regeringen præsenterede derefter fire konkrete tiltag, som skal styrke Danmarks militære engagement i udlandet.

Dog har ingen af de fire bidrag til opgave at indgå i direkte kamp.

- Der er ikke tale om offensive indsatser. Det er bidrag, der skal understøtte igangværende indsatser med transport, lægefaglig støtte og efterretninger, sagde forsvarsminister Trine Bramsen på pressemødet.

Islamisk Stat udgør stadig en trussel

Mette Frederiksen understregede, at der stadig er en række udfordringer i verden - både i Mellemøsten, Afrika og Arktis.

- Det er en alvorlig beslutning at sende danskere ud i verden. Men det er også alvorligt at lade være, sagde Mette Frederiksen og nævnte, at der er sket væsentlige forbedringen i bekæmpelsen af Islamisk Stat, men at de stadig udgør en trussel.

- Derfor vil vi gerne styrke indsatsen ved at sende et lægefagligt kirurg-hold afsted til Syrien, sagde hun.

Udenrigsminister Jeppe Kofod tilføjede, at et kirurg-hold vil kunne gøre en stor forskel og er efterspurgt af vores allierede i Nato.

- Vi yder et markant bidrag, sagde han og tilføjede, at Danmark med de nye tiltag "tager ansvar og viser, at vi er med i verdens brændpunkter, hvor det kræves".

Det handler om langsigtede helhedsplaner, hvor Danmark vil bidrage til at skabe sikkerhed og stabilitet, understregede udenrigsministeren.

Udenrigsminister Jeppe Kofod understregede, at et øget militært bidrag ikke vil stå alene - det skal gå hånd i hånd med et diplomatisk spor. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Øget indsats i Afrika

Danmark skal også øge sin indsats i Afrika. Her nævnte regeringen Sahel-regionen, som er et område, der går på tværs af det afrikanske kontinent.

- Det er arnested for terror og ekstremisme. Og så er det også nogle af ruterne til den illegale migrantstrøm mod Europa, som kan true Danmark, sagde Mette Frederiksen.

Danmarks indsats i regionen skal være ledet af FN og Frankrig, og Danmark vil bidrage med fly og helikoptere, fortalte udenrigsminister Jeppe Kofod, som tilføjede, at indsatsen i området også vil være i form af en humanitær indsats.

Forsvarsminister Trine Bramsen forklarede, at der vil blive sendt 70 personer med på missionen i Sahel-regionen. De skal være udsendt i et år.

Dansk fregat skal bistå amerikanerne

Der skal ligeledes sendes en dansk fregat med 175 personer afsted, som skal sejle med den amerikanske flåde fra næste år.

Fregatten er flådens største fartøj og skal bistå en amerikansk hangarskibsgruppe.

Derudover ser regeringen positivt på et muligt flådebidrag til en international maritim indsats i Hormuz-strædet.

- Vi undersøger muligheden for at gå ind med et dansk flådebidrag i en fællesstyrke med europæisk fortegn, siger Mette Frederiksen.

Udenrigsministeren tilføjede, at Danmark vægter den maritime sikkerhed højt.

- Men vores militære bidrag skal ikke stå alene. Det vil gå hånd i hånd med et diplomatisk spor, forsikrede Jeppe Kofod.

Dansk bidrag til Nato-styrker

Et af de fire bidrag betyder også, at Danmark skal bidrage yderligere til Natos beredskabsstyrker.

Dermed skal 500 flere soldater fremover være udsendt for Danmark sammenlignet med i dag.

Regeringen kan ikke komme nærmere ind på, hvordan de nye missioner vil blive effektueret. Men der vil komme et samlet udspil i oktober, som Folketinget skal diskutere, blev der sagt på pressemødet.

Danmark deltager allerede i missioner i Irak, Afghanistan, Kosovo og Estland. Den danske tilstedeværelse i disse missioner vil fortsætte, understregede statsministeren.

Kort inden pressemødet var Det Udenrigspolitiske Nævn samlet, og der er fuld opbakning til regeringens forslag.