Står det til regeringen, skal rejsende til Danmark fremover have en negativ test, før de kommer ind i landet.
Sådan lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på dagens pressemøde, hvor han var mødt op for at give en status på coronasituationen sammen med Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Forsyningssikkerhed.
- Sammenlignet med mange, mange andre lande tester vi virkelig meget, og det giver ikke så meget mening, at vi tester så meget, hvis så fuldstændigt utestede folk kommer ind, sagde Magnus Heunicke på pressemødet.
Ligesom vi ser det med andre coronarestriktioner, så er dette ønske fra regeringen også noget, som først skal godkendes i Folketingets Epidemiudvalg, før det kan træde i kraft.
Her udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke sig efter pressemødet:
Minister vil indføre det "så hurtigt som muligt"
Ifølge regeringen skal testkravet gælde både danske og udenlandske statsborgere, uanset om man er vaccineret eller ej.
Er man bosiddende i Danmark, kan man dog vælge at tage testen senere - faktisk op til 24 timer efter, at man er ankommet til Danmark. Anbefalingen vil dog stadig være at tage den før, sagde Magnus Heunicke.
Når I at indføre testkrav ved indrejse inden jul?
- Det kræver, at Folketinget giver grønt lys til det, og gør de det, vil vi indføre det så hurtigt som muligt, siger sundhedsminister Magnus Heunicke efter pressemødet.
Bliver det før eller efter jul?
- Det kan være, det bliver lige efter jul. Men ideen er, at vi skal have mere sikkerhed for, at alle der kommer ind i Danmark - og de er velkomne - har en negativ test, også før de sætter sig i flyet, så vi ikke får fly fyldt med omikronsmittede ind i vores samfund.
Ifølge regeringen skal der gælde nogle undtagelser for blandt andet grænseområdet og godstransporten.
Man vil dog ikke stå til at blive afvist ved grænsen, hvis man ikke har en negativ test med. I stedet kan man blive straffet med en bøde.
Enhedslisten: Testkrav havde givet bedre mening tidligere
Det er medlemmerne af Folketingets Epidemiudvalg, der skal godkende kravet om en negativ test ved indrejse, og en af dem, der står klar til at tilslutte sig, er i hvert fald Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.
- Det kan vi godt tilslutte os, det lyder meget fornuftigt, at vi har styr på, hvem der kommer ind i landet, og om man er testet, siger hun.
Hos Konservatives sundhedsordfører Per Larsen er meldingen også, at det umiddelbart lyder som "et beskedent krav".
Som udgangspunkt er opbakningen dog ikke lige så klar at spore hos Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund.
- Jeg er lidt i tvivl om, hvor stor effekten vil være ved det (testkrav ved indrejse, red.). Lige nu har vi en situation, hvor smitten i meget høj grad er til stede i landet, og derfor ville det have givet mere mening, hvis man havde gjort det fra start, da man konstaterede omikron.
Men meldingen er dog, at Peder Hvelplund er klar til at bakke op, hvis vurderingen fra sundhedsmyndighederne er, at det vil have en effekt i forhold til at reducere smitten.