Regeringen presser på for transit til Bornholm via Sverige: 'Det er en stor ulempe for patienterne'

Nu handler det om svensk velvilje, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Bornholmsliniens færge Povl Anker lægger til i Køge - med afgang mod Rønne tirsdag eftermiddag. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Foreløbig er svenskerne ikke til at hugge og stikke i.

Grænsen til Danmark er lukket, og Sverige kan ikke bruges som transit på vej til og fra Bornholm.

Ved Bornholmstrafikkens nye flaskehals på Køge Havn, hvor der nu er indsat ekstra færgeafgange, er dommen over den svenske beslutning hård.

- Det er forfærdeligt. Det er lige som i 1945, hvor man også glemte Bornholm. Nu gør vi det igen. Folk kan ikke komme med, og der er panik alle vegne, siger skovløber Michael Enggård med henvisning til, at der ved Befrielsen 5. maj 1945 blev festet på fastlandet, mens Bornholm blev bombet af russerne.

Det var en hård sammenligning?

- Sådan er det. Vi er blevet glemt igen. Der kommer en udmelding seks timer før, at vi skal gøre klar. Det er lidt presset, siger Michael Enggård, der var heldig at få en billet hjem til jul med sin kæreste.

Hør lidt mere fra Michael Enggård i klippet herunder:

Den svenske regering meddelte mandag eftermiddag, at grænsen mod Danmark lukkes i foreløbig en måned. Beslutningen er taget for at undgå trængsel og smittespredning i storcentre og restauranter i Skåne, der er nemt at komme til fra Danmark.

Får konsekvenser for patienter

Men presset for at åbne en transitkorridor igennem Sverige - som i foråret - stiger støt. Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) arbejder den danske regering lige nu hårdt på at få svenskerne til at lave nogle flere undtagelser for deres indrejseforbud fra Danmark.

- Det optimale vil være en transitløsning som i foråret. Jeg havde en dialog med min svenske ministerkollega i går og har her til morgen sendt et formelt brev. Udenrigsministeriet og ambassaden i Stockholm er også inde over. Men der er ikke noget ændret svar, så vi må handle ud fra det, vi ved nu, siger han.

Transportministeren understreger, at det er svenskerne, der har besluttet at lukke grænsen.

- Det er regeringen (den svenske, red.), der skal lukke op for dispensationer. Bolden ligger på deres side. Vi gør, hvad vi nu kan med alle midler og via de diplomatiske kanaler. Vi kan ikke tvinge noget igennem. Det handler om svensk velvilje, siger Benny Engelbrecht.

Bornholm får beslutningen om at lukke grænsen til Danmark konsekvenser for hospitalsvæsenet.

Det gælder særligt for patienterne, og i et vist omfang personalet, siger Annemarie Hellebek, der er hospitalsdirektør på Bornholms Hospital.

- Det er en stor ulempe for patienterne. Det gælder dem, der selv transporterer sig til København til undersøgelse. Dem skal vi have over på flyet, ellers kommer de ikke af sted, med mindre der laves en busordning med Køge-færgen. Det bliver en meget lang tur, måske med overnatning, siger hun.

Det får også konsekvenser for patienter, der måske i en akutsituation er blevet fløjet med helikopter til København og behandlet – og skal hjem med ambulance.

- Det betyder måske en fordobling af transporttiden, og måske skal man ligge længere i København for at kunne det. Men det optager også vores ambulancekapacitet i længere tid. Det er et problem i den her tid, for der kan godt være et stort behov for at køre patienter rundt og overflytte dem til andre regioner, siger Annemarie Hellebek.

30 danskere afvist

Ved færgelejet i Køge var der også lettelse at spore hos nogle af passagererne. Karina Mosgaard, der er arbejdssøgende, skal besøge familie på Bornholm.

Det tog hende i går aftes to og en halv time at få fat i nye billetter fra Køge i stedet for fra Ystad.

Karina Mosgaard fik fat i en færgebillet til Bornholm fra Køge Havn sent i går aftes.

- Vi er rigtig taknemmelige. Det var hårdt slid, men det lykkedes, siger Karina Mosgaard, der dog kalder det "ærgerligt, at man ikke laver en transit som i foråret"

- For vi kan jo dokumentere, at vi skal med færgen og ikke har brug for at stige ud af bilen. Det er synd for bornholmerne, for det er ikke kun turister, der skal til øen. Nogle skal jo også til lægeundersøgelser og andet vigtigt. Jeg håber, at regeringen finder en løsning med Sverige, siger hun.

I løbet af natten til tirsdag blev omkring 30 danskere afvist ved grænsen til Sverige, oplyser svensk politi.

Så lige nu er der altså ingen vej uden om at finde en vej uden om - for danskere, der ellers gerne ville have brugt Sverige som transit på vej til og fra Bornholm.

Der er allerede stort set udsolgt på alle de ekstra færgeafgange, der er sat ind mellem Køge og Bornholm fra i dag og frem til juleaften.

Til gengæld er der enkelte flybilletter tilbage - også her er der indsat ekstra afgange.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter